Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi står til at miste sin bevilling fra staten på otte millioner kroner. Cirka 15 stillinger er i fare, men nu forsøger en række folketingspolitikere - inklusive et par stykker fra regeringspartierne - at redde i hvert fald en del af støtten. Konservative Else Theill Sørensen oplyser, at hun i et brev til økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) har bedt ham revurdere beslutningen om at fjerne støtten til centret. »Otte millioner kroner er mange penge i Thy«, konstaterer Else Theill Sørensen, der finder det vigtigt, at også landets yderområder har offentlige institutioner. En af begrundelserne for at lukke Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi er, at Forskningscenter Risø ved Roskilde er involveret i nogle af de samme emner. Else Theill Sørensen mener alligevel, at Nordvestjysk Folkecenter gør en forskel. »Der er tale om engagerede mennesker, der gør et godt stykke arbejde«, siger Else Theill Sørensen. Hun fremhæver folkecentrets fokus på rapsolie som et godt stykke pionerarbejde. Ideen - som også EU er fascineret af - er at bruge raps fra landbruget til foderkager, olie til biler og biomasse til produktion af energi. Folkecentret ser også nærmere på mulighederne for at lagre el fremstillet af vindmøller som brint. Inger Støjberg (V), der ligesom Else Theill Sørensen sidder i Folketingets Energiudvalg og er valgt i Viborg Amt, har også ros til folkecentret. »De har lavet meget godt, og det er et spændende sted med stor lokal betydning. For eksempel er folkecentret banebrydende på biogas og vindenergi«, siger Inger Støjberg, der dog afviser ligefrem at ville slås for Nordvestjysk Folkecenter. Hun ser sig snarere som budbringer af lokale synspunkter. Bendt Bendtsen ønskede lørdag ikke at kommentere henvendelsen fra sin partifælle Else Theill Sørensen. Til gengæld skal han i løbet af de næste dage svare på en stribe skriftlige spørgsmål om, hvorfor folkecentret mister sin støtte. De kritiske spørgsmål kommer fra Kristen Touborg (SF), Martin Lidegaard (R) og Pernille Rosenkrantz-Theil (Enh). Også Kristeligt Folkeparti støtter folkecentret, der gennem årene har arbejdet sammen med bl.a. Håndværksrådet om at skabe arbejdspladser på mindre virksomheder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























