Sort diamant er kolos på lerfødder

Den sorte Diamant - bare to år gammel - er ved at smuldre. - Foto: Jens Dresling
Den sorte Diamant - bare to år gammel - er ved at smuldre. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Kun to et halvt år efter at Det Kgl. Biblioteks monumentale tilbygning til næsten en halv milliard kroner, Den Sorte Diamant, blev indviet under stor festivitas, er Diamanten allerede ved at smuldre. Store flager sandsten er skallet af facaden, og statens juridiske rådgivere hos Kammeradvokaten overvejer i øjeblikket, om der skal anlægges erstatningssag mod Diamantens arkitekter og leverandøren af de beskadigede sandsten. For meget ler, for lidt sand Ifølge Det Kgl. Biblioteks direktør, Erland Kolding Nielsen, skyldes problemet, at der er for meget ler og for lidt sand i stenene. Førstebibliotekar Charlotte Rohde, som i sin tid var leder af byggeprojektsekretariatet, oplyser, at Det Kgl. Bibliotek allerede hurtigt efter Diamantens åbning i begyndelsen af september 1999 gjorde leverandøren af de portugisiske 'blue oyster'-sandsten opmærksom på, at der var alvorlige kvalitetsproblemer. Stenen, som dels beklæder den nederste del af Diamantens facade mod Christians Brygge, dels hele facaden på nabohuset 'Fisken' og det 'tæppe', hvorpå Diamanten hviler, har tydeligvis haft svært ved at modstå dansk vind og vejr. Bræmme i opløsning I en 10-15 cm høj bræmme langs fortovet og andre steder højere oppe på facaden er belægningen allerede ved at gå i opløsning, og kører man sin håndflade hen over muren, falder der endnu mere af. En del af skaderne ser ud til at være lappet med et andet materiale, men det er ikke faldet heldigt ud. »Produktet levede bestemt ikke op til det, vi havde forventet. Det er galt på facaderne, men man kan også se problemet foran Diamantens svingdør. Vi kunne ikke godtage sandstenen, og derfor har vi også taget de skridt, der var nødvendige«, siger Charlotte Rohde, der ikke tør sætte tal på, hvad skaderne på bygningerne kan beløbe sig til. Burde kunne holde 30 år Gennem Kulturministeriet har Det Kgl. Bibliotek fået hjælp til opklaring af sagen fra Byggedirektoratet. Til Søndagsavisen siger arkitekt Peter Birk Hansen, der er Byggedirektoratets projektleder på Diamanten, at det i øjeblikket er umuligt at sige, om alene de beskadigede sandsten eller hele facaden skal skiftes ud. Birk Hansen slår fast, at en facade som Diamantens mindst skulle kunne holde 30-40 år. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra arkitektfirmaet Schmidt, Hammer & Lassen i Århus, fra entreprenør Kai Andersen eller fra kulturminister Brian Mikkelsen (K).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her