Antallet af ekstremt overvægtige unge i 16- til 24-års alderen er i voldsom vækst, viser tal fra Statens Institut for Folkesundhed. Også voksne danskere spiser for meget og rører sig for lidt. Statens Institut for Folkesundhed har interviewet 16.000 danskere om deres vægt og konkluderer på den baggrund, at mens der i 1987 var 1,3 millioner overvægtige, er antallet i 2000 vokset til 1,7 millioner. Det svarer til en stigning på 30 procent. Især den stigende forekomst af overvægt blandt unge bekymrer seniorforsker ph.d. Inge Lissau: »Fra undersøgelser ved vi, at den fedme man tilegner sig som barn og ung er svær at slippe af med senere i livet«, siger hun og peger på manglende motion som en væsentlig del af forklaringen på fedmen. »Der er sket en polarisering på den måde, at nogle børn og unge er meget aktive i fritiden, mens en gruppe stort set ikke bevæger sig. Flere end tidligere har fået eget fjernsyn på værelset, som holder dem beskæftiget tre-fire timer dagligt«, siger Inge Lissau. Efterlyser forebyggelse I Dansk Selskab for Adipositasforskning (fedmeforskning) siger formand Ole Lander Svendsen, at tallene dokumenterer, at der er et stort behov for mere forebyggelse, sådan som læger og ernæringseksperter længe har efterlyst. »Tallene dokumenterer med al tydelighed, at sundhedsmyndighederne bør gøre mere for at fremme fedtfattig kost og mere motion. Overvægt er jo ikke kun et problem for den enkelte, men koster også samfundet store beløb, fordi mange overvægtige udvikler sukkersyge og hjertekarsygdomme«, siger Ole Lander Svendsen og beklager, at den nye regering gør det stik modsatte ved blandt andet at spare Børnekostpuljen og flere idrætstimer bort. »Overvægt har en markant social slagside, sandsynligvis fordi budskaberne om sund livsstil ikke er slået igennem hos de dårligst uddannede«, siger professor i børneernæring Kim Fleischer Michaelsen, Forskningsinstitut for Human Ernæring på Landbohøjskolen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























