SF vil lovgive yderligere om etnisk ligestilling

Lyt til artiklen

SF vil i den kommende uge fremlægge et forslag til folketingsbeslutning om sikring af etnisk ligestilling på det danske arbejdsmarked, oplyser partiets finans- og arbejdsmarkedspolitisk ordfører, Ole Sohn. SF mener, at det offentlige bør gå forrest i kampen mod diskrimination på arbejdsmarkedet, og foreslår derfor, at alle offentlige institutioner skal pålægges at lave en politik for hvordan de vil sikre etnisk ligestilling. Hvert år skal status så gøres op, står det til partiet. Regeringen har i forbindelse med udlændingeudspillet i torsdags bebudet en række lovforslag, der skal sikre godt 60.000 ledige indvandrere et arbejde. Mere konkret foreslår en række aktører på området tiltag som erhvervsrettet aktivering og økonomisk tilskud til virksomheder som deres bud. De er enige i, at staten bør være i front med at skaffe flere indvandrere og flygtninge i arbejde. Tilskud for at ansætte indvandrere Formanden for Foreningen til integration af nydanskere på arbejdsmarkedet, Torben Møller-Hansen, foreslår et tilskud til virksomheder, der ansætter en indvandrer »Der er simpelthen en række ekstra udgifter til den fysiske indretning af arbejdspladsen, som får arbejdsgiveren til at tænke sig om en ekstra gang, inden der ansættes en nydansker«, siger Torben Møller-Hansen til Ritzau. Et eksempel er særlige uniformer, hvis den nye ansatte går med slør. Der skal måske indrettes særlige omklædningsrum, eller serveres andre retter i kantinen. Lektor Michael Rosholm, Århus Universitet, der også er medlem af Akademiet for Migrationsstudier i Danmark, peger overfor Ritzau på behovet for at lette processen med at anerkende uddannelser fra udlandet og på nødvendigheden af kurser i sprog og danske arbejdspladsforhold. Nødvendige sprogtimer De fleste arbejdsløse indvandrere lever af kontanthjælp. Socialchef i Rødovre, Ole Pass, der også er formand for Foreningen af Socialchefer, anslår, at af godt 80.000 personer på langvarig kontanthjælp er omkring en tredjedel indvandrere og flygtninge. Han mener ikke, at et tilskud alene er nok til at få flere indvandrere i arbejde. »Arbejdspladserne er ikke så motiverede til at ansætte udlændinge, idet der fra begge sider er mange fordomme og megen uvidenhed. Derfor skal der satses mere på ordninger, som udløser et økonomisk tilskud til virksomhederne for at ansætte indvandrere«, forklarer han til Ritzau. Formanden for paraplyorganisationen Etniske minoriteters LO (ELO), Muharrim Aydas, mener, at ledere skal belønnes økonomisk og karrieremæssigt, hvis de ansætter flere indvandrere. Målet må være, at den offentlige medarbejdersammensætning afspejler procenten af indvandrere, siger han til Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her