Der er lagt op til ballade om Rigspolitiets Rejsehold, når rigspolitichef Torsten Hesselbjerg tirsdag klokken 13.00 mødes med Politiforbundet i Danmark og Dansk Kriminalpolitiforening. Ifølge et 170 sider langt oplæg til en ny struktur i Rigspolitiet skal Rejseholdet splittes op og slås sammen med henholdsvis Nationalt Efterforskningsstøttecenter (NEC) og Kriminalteknisk Afdeling under Rigspolitiet. Det er ikke kun personaleorganisationerne, som finder opsplitningen af den velrenommerede enhed unødvendig. Også politimesterforeningen og Foreningen af Politiledere i Danmark har skriftligt udbedt sig møder med rigspolitichefen. »Der skal meget stærkere argumenter til, end vi hidtil har set, for at splitte så velfungerende en afdeling«, siger formanden for politilederne, kriminalinspektør Kristian Skovhus, som frygter, at opsplitningen vil svække efterforskningen. Syv projektgrupper Allerede i sommer kom det frem, at Rejseholdet skulle splittes op. Siden har syv projektgrupper under Rigspolitiet tygget projektet igennem og har spillet ud med en rapport, som blev sendt ud til politiorganisationerne lige før jul. Det er denne rapport, som nu har affødt skarpe skriftlige reaktioner. Formanden for Politiforeningen i Danmark, Tommy Agerskov Thomsen, siger, at han mildt sagt er utilfreds med, at forbundet først er blevet hørt efter, at der er slået stillingsopslag op. »Det er på kant med, hvad der står i samarbejdsreglerne, og det vil vi ikke acceptere«, siger han. Organisationerne frygter, at Rigspolitichefen forsøger at tilrane sin magt fra de lokale politikredse. Politiforbundet peger på retsplejelovens bestemmelser om, at politimestrene er selvbestemmende enheder, mens Rigspolitichefen ifølge rapporten kan »overtage styringen i kredsen«, som Tommy Agerskov Thomsen udtrykker det. Formanden for Foreningen af Politimestre, Jørgen Ilum, mener at der er brug for en principiel drøftelse af 'Rigspolitiets opgaver over for politikredsenes opgaver. I er bekymrede for topstyring? »Det er en af de ting, vi gerne vil drøfte med Hesselbjerg«, siger han. Både Rejseholdet, NEC og Kriminalteknisk Afdeling hører i dag under Rigspolitiets Afdeling A. Ifølge oplægget skal Rejseholdet splittes midt over og lægges sammen med de to andre afdelinger. Opgaverne med hjælp til kredsene i drabssager samt særlig grov brand-, volds-, eller sædelighedskriminalitet lægges ind under Kriminalteknisk Afdeling. Ligesom miljøsager og klager over politiet. Sager om narko, grov berigelseskriminalitet og rockerkriminalitet skal ind under NEC. Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg understreger, at oplægget er blevet diskuteret i en række projektgrupper med deltagelse af de ansatte og afviser, at nogen er blevet kørt over i processen. »Ideen er, at de folk, der arbejder sammen i marken også skal have samme chef«, forklarer Torsten Hesselbjerg. Sammenspisthed Formanden for Dansk Kriminalpolitiforening Peer Withagen mener, at sammenlægningen af de to funktioner vil føre til beskyldninger fra forsvarsadvokater om sammenspisthed mellem efterforskerne og teknikerne . »Hvis nogen tror, at man vil forfalske og fordreje, fordi man får samme chef, så kan vi lige så godt lukke og slukke butikken,« siger Torsten Hesselbjerg. På mødet med politiorganisationerne i dag vil Torsten Hesselbjerg med 'syvtommersøm' slå fast, at Rigspolitiet aldrig vil efterforske i kredsene uden invitation. »Vi kommer ikke rejsende fra hovedstaden i store biler og opfyldt af arrogance. Tværtimod så kommer vi med ydmyghed og hjælpsomhed for at bekæmpe kriminalitet bedst muligt«. Derimod siger han, at det er planen, at Rigspolitiet oftere skal invitere til samarbejde. »Vi skal have det landsdækkende overblik. Når så kriminaliteten bliver mere grænseoverskridende - både når det gælder lande og politikredse - så er det naturligt, at vi laver oplæg til videre efterforskning«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























