Uenighed om skuddrama i Tilst

Lyt til artiklen

De to betjente, der var involveret i skuddramaet i Tilst ved Århus, som kostede to kriminelle livet før nytår, har afgivet forskellige forklaringer. Det afslørede en af forsvarerne, advokat Claus Bonnéz, torsdag, da byretten besluttede af forlænge varetægtsfængslingen af tre af de implicerede kriminelle. Anklageren, vicepolitimester Villy Sørensen, krævede fængslingsfristen forlænget til 29. december blandt andet under henvisning til, at banden af seks kriminelle var i færd med at stjæle en gummiged med henblik på at begå rambuktyveri, da de blev overrasket af en hundepatrulje med to betjente fra Århus Politi. Desuden blev der lagt vægt på, at de skal blive bag tremmer for ikke at forstyrre politiets efterforskning. Advokat Claus Bonnéz, der også er formand for den kriminalpolitiske forening, KRIM, mente ikke, at det var tilstrækkeligt grundlag for at forlænge fængslingsfristen. Det skete under påstand om, at politiet ikke har belæg for at opretholde en mistanke om, at gummigeden skulle bruges til et rambuktyveri. Han forklarede det med opremsninger fra hidtil ikke offentliggjorte politirapporter, som afslører divergerende forklaringer - ikke alene mellem de kriminelle og de to betjente, men også mellem betjentene. Skud mod frontrude Indtil i går har statsadvokatens og politiets orientering om sagen alene handlet om divergerende forklaringer mellem de overlevende kriminelle og politiet. Ifølge disse forsøgte betjentene at skyde sig ud af en livstruende situation, da bandemedlemmerne i to kraftige firehjulstrukne biler forsøgte at vædre patruljevognen og køre ind i betjentene. Hvorimod de fængslede hele tiden har fastholdt, at de kun forsøgte at slippe væk og dermed kom til at påkøre politibilen. Et af kardinalpunkterne i sagen er, at en betjent følte sig truet, da han med sin tjenestepistol i hånden kom hen til sideruden i en af bilerne. Betjenten så, at passageren bøjede sig ned og samlede en ting op, som kunne have været et oversavet jagtgevær. Herefter skød han ind gennem sideruden. Det var denne bils fører, Claus Nielsen, 23, som blev dræbt på stedet med et skud i ryggen. »Ved de første afhøringer af betjentene henholdsvis fire og seks timer efter begivenhederne, er der ikke blevet talt om, at der er blevet set et våben«, konstaterede Claus Bonnéz. »Sådan ser det ud ifølge de første afhøringsrapporter for begge betjente. Oplysningen om et eventuelt våben er først kommet til senere«, tilføjede han. »Ydermere siger en af betjentene, at han stod med hævet pistol med front mod en af bilerne, der kom kørende i retning mod patruljevognen. Han havde øjenkontakt med føreren og skød gennem frontruden, men føreren af denne vogn (den dræbte Lars Jørgensen, 25, red.) blev ramt i venstre side af hovedet«. Claus Bonnéz pegede på, at betjentenes oplysninger om bilernes placering og kørsel ikke stemmer overens. Flere vidner Endelig udbad han sig bånd eller båndafskrift af radiokommunikationen mellem patruljevognene og politigården den pågældende nat. »Det skulle af dem fremgå, at patruljevognen blev tilkaldt til industrikvarteret i Tilst, »fordi der blev kørt dørtræk eller ræs««. »Der er tale om personer, der er kendt for at begå rambuktyverier, og det er helt usædvanligt, at de skulle benytte en fremgangsmåde, hvor deres kørsel vækker opsigt. Det handler om at komme så anonymt som muligt frem til gerningsstedet for at slå til og derefter flygte i stor hastighed«, sagde Claus Bonnéz. Det fremgik også, at der i hvert fald er tre civile vidner, som skal afhøres i sagen. Anklageren, vicepolitimester Villy Sørensen, erklærede sig enig med Claus Bonnéz i, at der er flere uafklarede oplysninger i sagen. »Der er en lang række informationer, som skal behandles, før denne sag er afklaret«, sagde han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her