Kaos i dødsdømte råd og nævn

Lyt til artiklen

I disse dage sidder de enkelte ministerier og tæller fyresedler. På it- og forskningsområdet ryger 19 hoveder, men de fleste ministerier har endnu langtfra overblik. Imens hersker usikkerheden om både fyringer og afviklingen af institutionernes arbejde i de mange dødsdømte råd, nævn, udvalg og centre. Hos Danmarks Jurist- og Økonomforbund, DJØF, er der heller intet overblik, men mange af medlemmerne ringer for tiden, fordi de er bekymrede over den varslede sparekniv og de efterfølgende fyringer. »Vi har fået mange henvendelser både inden og efter offentliggørelsen af listen. I øjeblikket er der ikke tilstrækkelig information, og det skaber en masse usikkerhed og uvished blandt vores medlemmer«, siger Gert Nielsen, projektchef i DJØF. I de enkelte råd og nævn er der ligeledes stor usikkerhed om afviklingen af arbejdet. I det dødsdømte Transportrådet regner sekretariatschef Susanne Krawack med, at rådets otte ansatte bliver fyret, og hun ved intet om afviklingen af rådets arbejde. »Det hele flyder lige nu. Vi aner ikke, om vi skal lukke de igangværende projekter. Vi har ikke fået nogle officielle breve om det her og ved heller ikke, om rådets arbejde bliver flyttet over i et andet regi. Der er simpelthen ikke lavet nogen form for afviklingsplan endnu«, siger Susanne Krawack. Rådet er p.t. involveret i omkring 60 forskningsprojekter og får i disse dage mange opkald fra forskere, som frygter, at deres projekter bliver lukket. I Narkotikarådet står fem medarbejdere til fyring. De vil nu lave statusresultater over rådets arbejde, så dem, der skal tage over, kan fortsætte arbejdet. Rådet færdiggører så meget som muligt, inden kassen lukkes i. »Jeg kan høre i pressen - og det er det eneste sted, jeg ved det fra - at regeringen har planer om at oprette et socialt råd, som skal stå for hjemløse, alkoholikere og sindslidende. Og en del af vores arbejde bliver de nødt til at tage op, for det er presserende problemer«, siger sekretariatsleder Palle Heilesen. Vi giver ikke op Tårerne triller dog ikke i alle lukningstruede råd og nævn. I Indenrigs- og Sundhedsministeriet koster dødslisten hverken arbejdspladser eller tab af viden, fordi ministerierne i forvejen fungerede som sekretariat og derfor opbevarer rådenes materialer. Her kaldes nedlæggelserne »hensigtsmæssige« og »forenklende«. Det gør de hos de færreste selvstændige institutioner med eget budget, sekretariat, som arbejder konkret og ikke blot holder møder. Blandt Socialministeriets bidrag til dødslisten er Dansk Ungdomsklubseminarium, som gennem 45 år har uddannet ufaglærte til at arbejde i fritids- og ungdomsklubber. Forstander Grethe Blomberg finder beslutningen »fuldstændig grotesk«. »Vi er så forbitret herinde. Vi har fået 800.000 kroner til at færdiguddanne seks hold af 25 personer, men for det beløb kan kun en tredjedel blive færdige. Men vi bøjer ikke nakken«, siger forstanderen. Lederen af Det Internationale Akademi for Uddannelse og Demokrati, Jakob Erle, giver heller ikke så let op. Akademiet åbnede for mindre end tre måneder siden med en bevilling på to millioner fra den afgåede regering. Akademiet har ikke andre indtægtskanaler, men agter at arbejde videre. »Vi har ikke tænkt os at lade os dødsdømme. Vi har fået en opgave, og den vil vi forsøge at løse med eller uden regeringens hjælp. Jeg er i hvert fald ikke løbet skrigende bort endnu«, siger Jakob Erle.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her