Landbruget: Nej til ny vandmiljøplan

Lyt til artiklen

Landbruget går nu til angreb på vandmiljøplanen. Landbruget mener, en vandmiljøplan version 3 er overflødig. Regeringen kan bruge pengene mere nyttigt. Danmarks Naturfredsningsforening er lodret uenig. Der er mere end nogensinde brug for en revideret vandmiljøplan, siger organisationens direktør. Meldingen fra landbruget kommer fra formanden for Landsudvalget for Planteavl, Esben Oddershede 'Helt overflødig' »En Vandmiljøplan III er helt overflødig. Regeringen kan med fordel anvende pengene til andre formål - helt på linie med dens øvrige politik«, siger Esben Oddershede. Han henviser til, at forbruget af handelsgødning fra 2000 til 2001 er faldet med 19.000 ton kvælstof. Derfor er der ikke fagligt grundlag for stramninger, mener han. De seneste stramninger har efter landbrugets opfattelse allerede haft den ønskede effekt. »Lige nu laver vi gødningsplaner for 2002, og vi kan se, at de pålagte yderligere stramninger får alvorlige driftsmæssige og økonomiske konsekvenser helt uden grund«, sagde Esben Oddershede. Aukens plan i skraldespanden For et år siden ved en såkaldt midtvejsevaluering blev resultaterne af vandmiljøplan I og II ellers dømt til opstramning af daværende miljøminister Svend Auken (S). Men siden er der kommet en ny regering. Og landbruget mener, den bør opgive Vandmiljøplan III, fordi gødningsforbruget er faldet mindst lige så meget som forudsat i Vandmiljøplan II, siger Esben Oddershede fra landsudvalget. 'Regeringen har forpligtet sig' Danmarks Naturfredningsforening (DN) afviser, at der er grundlag for at skrotte miljøplan III. »En gennemførelse af planen - uden detaljer - står direkte opført i regeringsgrundlaget for den nye regering«, siger præsident Poul Henrik Harritz til Ritzau. Han mener, at der mere end nogensinde er brug for nye opstramninger og en ny vandmiljøplan. »Det betyder ikke, at man nødvendigvis skal vurdere miljøbelastningen fra det enkelte landbrug og ramme den enkelte landmand. Man skal i stedet foretage en individuel vurdering af belastningen fra en hel region, så der sammenlagt kan laves en regional baseret vandmiljøplan«, siger Poul Henrik Harritz. V: Indhold skal forhandles Venstres miljøpolitiske ordfører, Eyvind Vesselbo, har ingen nærmere bud på indholdet af Vandmiljøplan III, som landbruget nu kræver droppet. »Når planen er opført i regeringsgrundlaget, må vi henholde os til det. Planens nærmere indhold beror på forhandlingerne med de øvrige partier i Folketinget samt de involverede aktører på miljøområdet, herunder landbruget«, siger Eyvind Vesselbo til Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her