Søndag rejser en fortrop på ni mineryddere fra ingeniørtropperne af sted til Afghanistan. På næste søndag følger så resten af den danske enhed, 40 mand, under ledelse af oberstløjtnant Lasse Harkjær, oplyser oberstløjtnant Ole Køppen, Ingeniørtropperne på Farum Kaserne. »Vi har allerede afskibet det meste af vort udstyr. Det drejer sig først og fremmest om to mineplejle, men også andet sporings- og manuelt udstyr«, fortæller Køppen. Fortroppen rejser med bus til Köln i Tyskland, hvor det så er op til det tyske forsvar at transportere dem videre med fly til Afghanistan. Tyskerne er ved at etablere en mindre luftbro af militære transportfly, der skal overføre det tyske kontingent på 1.800 mand og mange hundrede ton udstyr og våben til den internationale fredsstyrke. »Vores opgave bliver i første række at rydde miner og ueksploderede granater og bomber, så man kan sikre fredsstyrkens operationer. Det danske rydningshold skal stå til rådighed for det tysk-hollandsk-østrigske kontingent, men står ellers under kommando af den britiske divisionsledelse og kan indsættes der, hvor man mener, der er mest brug for dem. Det bliver i og omkring de militære lejre, der er ved at blive etableret«, fortæller Køppen. Det mest effektive rydningsmiddel mod de mange tusinder af miner, der ligger spredt ud over store dele af det krigshærgede Afghanistan, er de to mineplejle, som er udviklet af det danske firma Hydrema, og som regnes for nogle af de bedste i verden. Under normale forhold kan de uskadeliggøre miner med 98-99 pct.s sikkerhed. Vanskelige forhold »I Afghanistan er forholdene nok lidt mere vanskelige end i Eritrea og Kosovo, hvor vi har brugt dem tidligere. Dels er der mange stenede områder, dels er der frost i jorden. Så det kan blive nødvendigt at gå et ryddet område igennem manuelt for at være helt sikker«, forklarer Ole Køppen. Mineplejlene er monteret foran en stor beskyttende metalplade på en stor entreprenørmaskine. Hele maskinen vejer 18 ton. Plejlene er tunge jernklodser for enden af solide jernkæder, der slår ned i jorden med et tryk på omkring 16 ton, og får både mindre antipersonelminer og de større miner mod kampvogne til enten at eksplodere eller blive knust og dermed uskadeliggjort. Udsendelsen, der er vedtaget af et stort flertal i Folketinget, ventes at vare seks måneder og kommer til at koste forsvaret omkring 30 millioner kroner. Foruden de egentlige mineryddere består det lille danske kontingent af et par folk fra militærpolitiet og nogle kommunikationsfolk, der skal holde forbindelse både hjem til Danmark og til det militære kommunikationsnet, som oprettes i Afghanistan, hvor der stort set ikke eksisterer nogen infrastruktur. De udsendte må regne med at leve under primitive forhold i telte og på feltrationer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























