De er vant til lidt af hvert, pendlerne på Kystbanen og Øresundstogene. Men fra 15. februar og tre måneder frem bliver tålmodigheden sat på en ekstra hård prøve: Lukning af det ene spor på strækningen fra Østerport Station til Københavns Hovedbanegård betyder togskift og aflysninger for op mod 20.000 danskere samt forsinkelser og overfyldte tog for yderligere titusinde. 'Et helvede' »Det bliver et helvede«, forudser Bjørn Wahlsten, passagerdirektør i DSB. Pendlerne skal igennem skærsilden, for at de senere kan komme nærmere himmerig. Eller i hvert fald en tilstand, hvor Kystbanen og Øresundstogene ikke er så plaget af forsinkelser og aflysninger, som det har været tilfældet det seneste halvandet år. Banestyrelsens sporarbejde er et led i det såkaldte LOKO-projekt (Lille Opgradering af København og Omegn), hvor antallet af spor mellem Østerport og Nørreport-tunnelen skal udvides fra to til fire og antallet af spor mellem tunnelen og Hovedbanegården flerdobles. Tre tog mere i timen Ved afslutningen i 2004 skal der i begge retninger kunne køre 15 tog i timen på strækningen mod 12 i dag. Men fra februar til maj i år må Banestyrelsen lukke det ene af de to spor til regionaltoge mellem landets travleste stationer, og så kan der af sikkerhedsmæssige grunde kun komme tre tog igennem i timen. Det bliver de tre Øresundstog. De øvrige regionaltog vil få endestation på henholdsvis Østerport og Københavns Hovedbanegård. Passagererne kan så skifte til Øresundstogene eller S-tog for at komme videre. De kan også tage bussen, men da Banestyrelsen i løbet af foråret tillige skal i gang med at ombygge broen ved Østerport Station, er der også risiko for vejtrafikkaos. Biler og busser skal i to år gennem to smalle vognbaner mod i dag seks. Sild i en tønde »I myldretiden vil man bogstaveligt talt stå som sild i en tønde«, siger Bjørn Wahlsten fra DSB, der er meget bekymret for sit image, og som derfor i de kommende uger vil iværksætte den største informationskampagne i virksomhedens historie. Dels for at hjælpe passagererne gennem kaos, dels for, som Bjørn Wahlsten udtrykker det, at »klargøre rollefordelingen i den kollektive trafik«. DSB er uden skyld Altså fortælle folk, at det denne gang er Banestyrelsens skyld - ikke DSB's. »Det ville have generet langt mindre, hvis Banestyrelsen havde lagt projektet i sommerferieperioden, hvor der er væsentligt færre passagerer«, siger passagertogsdirektøren. Svært at udskyde Hos Banestyrelsen forstår driftsdirektør Eigil Sabroe godt DSB's bekymring. »Men det er uhyre svært at udskyde ombygningen, fordi det vil koste mange millioner og forsinke alle de øvrige led i LOKO-projektet«, siger han. »I øvrigt har DSB siden efteråret vidst, at det skulle foregå fra februar til maj, men har først i torsdags spurgt os, om vi kunne flytte det, fordi man har brug for en rolig periode omkring problemerne på kystbanen«, tilføjer Eigil Sabroe. DSB: Bedst om sommeren DSB's Bjørn Wahlsten siger, at man »under hele forløbet har peget på, at ombygningen ville ligge bedst om sommeren«. »Men det er da rigtigt, at vi ud fra en samlet vurdering, herunder problemerne på kystbanen, besluttede at spørge en sidste gang i torsdags«, siger han. Budgettet for LOKO er på i alt 600 millioner kroner. Banestyrelsens eksperter vurderer i øjeblikket, hvor meget ekstra det vil koste at udskyde projektet. Den endelige beslutning om tidspunktet tages i løbet af denne uge.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























