Deltidsforslag får blandet modtagelse

Lyt til artiklen

Mens lønmodtagerne raser over det forslag til lov om deltid, som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har sendt til høring hos arbejdsmarkedets organisationer, glæder formanden for Dansk Handel & Service, Poul Erik Pedersen, sig over initiativet. »Vi kan støtte forslaget 100 procent. Vores branche har den største andel af deltidsbeskæftigede, og vi har aldrig haft centrale reguleringer på området. Det bør være en menneskeret at kunne forhandle sig frem til en individuel aftale på arbejdspladsen - både for det enkelte individ og for virksomheden«, siger Poul Erik Pedersen til Ritzau tirsdag. Indgreb i aftaleret Ideen i forslaget er, at de aftaler, som henholdsvis lønmodtagere og arbejdsgivere allerede har lavet i deres overenskomster om, at deltidsarbejde enten skal begrænses eller helt er lukket land, bliver fjernet. I beskæftigelsesministerens lovforslag står der blandt andet, at 'en lønmodtager og en arbejdsgiver har ret til at aftale, at lønmodtager arbejder på deltid. Enhver direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i denne ret, f.eks. i medfør af kollektiv overenskomst, sædvane eller praksis, er ugyldig'. Og det er præcis her, at lønmodtagernes organisationer mener, at der er et problem. Arbejdsmarkedets parter laver nemlig per tradition deres egne aftaler - også om mulighed for deltid - via overenskomstforhandlinger. Derfor mener lønmodtagerne, at det er et indgreb i denne aftaleret, når beskæftigelsesministeren nu vil lovgive på området. Bæring: Manipulation I CO-industri, der er paraplyorganisation for samtlige af landets 200.000 industriansatte, kalder formand Max Bæhring forslaget for »manipulation«. »Det er grov manipulation, når regeringen med lovforslaget taler om øget frihed for den enkelte. Det er i virkeligheden kun arbejdsgiverne, der får frihed til at presse den enkelte medarbejder til at gå på deltid, hvis det passer virksomhederne. Beskæftigelsesministeren går udelukkende arbejdsgivernes ærinde med det forslag, siger Max Bæhring i en kommentar. SID: Lønmodtagere bliver til 'jaget vildt' I SiD siger formanden, Poul Erik Skov Christensen, at ministerens indgreb gør lønmodtagerne til »jaget vildt«. »Det er rystende læsning. Indgrebet gør almindelige lønmodtagere til jaget vildt. Arbejdsgiverne kan uden det mindste besvær forlange, at ansatte går på deltid, og nægter de, er det fyringsgrund. Det er ganske enkelt rystende«, siger Poul Erik Skov Christensen i en kommentar. Han mener desuden, at arbejdsgiverne til enhver tid får adgang til at forlange, at en lønmodtager går på deltid, når blot kravet er begrundet i 'virksomhedens forhold'. ¨ Handel & Service bakker op om forslaget I Dansk Handel & Service er der ingen forståelse for reaktionen hos lønmodtagerne. »Det er vildt overdrevet, og der bliver virkelig malet med den helt store, farvede pensel. Det er ikke 1800-tallet det her. Det er dog fantastisk, at man tror, at man bedre kan forhandle sig frem til gode aftaler for medarbejderne centralt«, siger Poul Erik Pedersen. Han mener, at tiden er kommet til at tænke nye tanker. »Det er muligt, der har været tradition på de lidt mere betontunge områder for, at man har forhandlet disse aftaler centralt. Men det betyder jo ikke, at det er det rigtige og det, der passer i dette århundrede. Jeg ville i hvert fald finde det ganske unaturligt, hvis der skulle være sådanne aftaler inden for vores område«, siger Poul Erik Pedersen. DA forstår ikke reaktion Mens Poul Erik Pedersen ikke har problemer med at forholde sig til beskæftigelsesministerens forslag, er administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Jørn Neergaard Larsen, mere tilknappet. Han ønsker ikke at kommentere forslaget. »Jeg har forstået det sådan, at der vil være afklarende drøftelser resten af ugen. Derfor har jeg ingen kommentarer«, siger Jørn Neergaard Larsen, der dog tilføjer, at han har svært ved at forstå lønmodtagernes reaktion. »Jeg har vanskeligt ved at forholde mig til det. Forslaget handler om at øge den individuelle ret til deltid og om at fjerne de kollektive begrænsninger, der måtte være i vejen. Det kan jeg ikke forstå, at de er imod«, siger Jørn Neergaard Larsen. Den ny deltidslov træder ifølge lovforslaget i kraft per 1. april i år. Men for de områder, hvor arbejdsmarkedets parter allerede har aftalt enten hindringer eller begrænsninger i deltidsarbejdet, får forslaget først virkning, når de enkelte overenskomster ophører.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her