Storalarm afblæst i Kastrup

Lyt til artiklen

Et problemramt fly, der søndag eftermiddag udløste storalarm i Københavns Lufthavn i Kastrup, landede omkring 14.45 uden problemer. Det er politiet i lufthavnen, der bekræfter, at landingen lykkedes uden uheld. Flyet havde problemer med at få hjulsættet ud, men inden landingen lykkedes det altså piloten at få alle hjul låst fast i den rette position. Dermed kunne det store antal redningskøretøjer forlade lufthavnen. Flyet var et Q400 fra SAS Commuter. Ifølge informationsmedarbejder Lisbeth Reinwaldt fra SAS var der fire besætningsmedlemmer og 51 passagerer om bord på flyet, der var på vej til København fra Västerås. »Der sker det, at da flyet er på vej ind til landing, får kaptajnen melding om, at flyets ene sæt hovedhjul ikke kommer på plads. Han vendte om, og da han kom ind til landing anden gang, lykkedes det at få hjulene låst fast«, siger Lisbeth Reinwaldt. Passagererne blev ifølge SAS løbende holdt orienteret, mens flyet var i luften. Og efter landingen blev de hentet i en bus ved flyet og kørt ind til terminalen, hvor kaptajnen gav dem en briefing om hele forløbet. Hvis nogle af passagererne har brug for det, vil de blive tilbudt krisehjælp, oplyser SAS. Flyets problemer udløste en storudrykning til lufthavnen. Ifølge informationsmedarbejder Merete Rønde blev 21 udrykningskøretøjer alarmeret. Det er køretøjer fra Falck, Tårnby Brandvæsen, Københavns Brandvæsen, lufthavnens egen redningstjeneste, politiet samt et lægehold fra Københavns Amt, der alarmeres, når der slås storalarm. »Og det er ganske sjældent, at vi har en såkaldt standby 3-alarm«, siger Merete Rønde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her