Gravide rygere får fede børn

Lyt til artiklen

Tobaksrygning under graviditeten er usundt for både moder og barn. Det har længe været kendt viden. Men svenske forskere har nu fundet ud af, at barnet får lov at betale en regning for tobakken, man ikke tidligere har været opmærksom på - nemlig en øget risiko for at udvikle ikke-insulinkrævende diabetes og fedme senere i livet. I British Medical Journal fortæller forskerne desuden, at cigaretrygning som ganske ung i sig selv kan øge risikoen for at udvikle diabetes. Det talmæssige materiale er hentet i oplysningerne om 17.000 mennesker, alle født i perioden 3. til 9. marts 1958 i Storbritannien. Jordemødrene interviewede under svangerskabet de vordende mødre om deres rygevaner i graviditeten, og tilsvarende oplysninger om rygevaner blev igen bogført i 1974. De nyfødte var i mellemtiden blevet 16 år, og også deres tobaksforbrug blev undersøgt. Sukkersyge Børnene blev underkastet lægelige undersøgelser da de var 7 år og igen som 16-årige, og da de var blevet 33 år, blev søgelyset rettet mod forekomsten af diabetes blandt dem. Hvordan var det gået børnene, i perioden fra de var 16 til 33 år? Det viste sig, at der blandt de børn, hvis mødre havde røget under svangerskabet, var en vis overhyppighed af diabetikere og en klart øget forekomst af decideret overvægtige. Fænomener, hvis kim blev lagt under graviditeten, og som dukkede op i fuld størrelse senere i deres liv. Forskerne Scott M. Montgomery og professor Anders Ekbom fra Karolinska Sjukhuset i Stockholm drager en klar linje fra mødrenes rygning (efter svangerskabets 4. måned) og til børnenes skavanker senere i livet. Der er tale om en reel risiko for barnet, siger de. De påviser samtidig, at de børn, der ikke havde fået diabetes, men hvis mødre havde røget i graviditeten, havde en statistisk øget sandsynlighed for at være overvægtige eller regulært fede, når de var blevet 33. Montgomery og Ekbom mener, at forklaringen på miséren er, at moderens tobaksrygning afstedkommer en livslang defekt på reguleringen af børnenes stofskifte - formentlig som følge af fejlernæring i fostertilstanden eller 'forgiftning' af fosteret. Det er i forvejen kendt, at en gravid kvindes tobaksrygning klart øger risikoen for, at barnet fødes med for lav vægt. Diabetes type 2 kendes også under navnet gammelmandssukkersyge og er almindeligvis nøje forbundet med livsstilsforhold som forkerte kostvaner, overvægt og mangel på motion. Den adskiller sig fra diabetes type 1 ved normalt ikke at kræve brug af medicinen insulin.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her