Bebudende milliardbesparelser på plads

Lyt til artiklen

Finansministeriet lagde mandag sidste hånd på de tekniske dele af finansloven for 2002 - afstemning af tal og økonomiske systemer - inden lovforslaget sendes til trykning senere på ugen. Finansminister Thor Pedersen (V) præsenterer derefter finanslovforslaget den 29. januar, hvorefter statens husholdningsbudget ventes vedtaget af Folketinget i midten af marts. De mange ministerier har endeligt udmøntet Thor Pedersens sparekrav på én procent i år. I 2003 skal der spares tre procent, året efter fem procent og i 2005 skal den samlede besparelse være på syv procent i forhold til sidste år. Samtidig har regeringen sat navn på de 60 råd, nævn og puljer, som må lade livet. Denne besparelse, på formentlig 1,5 milliarder kroner, skal godkendes af regeringens koordinationsudvalg på et møde tirsdag. Desuden lovede Venstre og Det Konservative Folkeparti allerede inden folketingsvalget at spare mindst 1,5 milliarder kroner på ulands- og miljøbistanden. Fyresedler forberedes Statens topchefer har således fået ordre til at gøre fyresedlerne klar til udgangen af januar, så at besparelserne kan effektiviseres hurtigst muligt. Det er dog stadig uvist, hvor mange stillinger der bliver tale om, da de enkelte ministre selv bestemmer, hvordan de udmønter sparekravet på den ene procent i år. De første forlydender lød på 20.000 statsligt ansatte, men siden er tallet dalet til et par tusinde. I weekenden afviste finansministeren da også, at der bliver tale om massefyringer. Thor Pedersen henviste blandt andet til, at der er en naturlig afgang fra staten på årligt 17.000 personer, og regeringen vil kunne spare klækkeligt på lønningerne ved ikke at genbesætte stillinger, som forlades. På forhånd tegner det til, at Dansk Folkeparti skal bære finansloven igennem. Både Socialdemokratiet og venstrefløjen har afvist besparelserne på ulandsbistanden og de mange råd og nævn. S: Kun formel invitation »Det er ikke just invitation til forhandlinger. Formelt set vil de sikkert invitere. Men hvis de inviterer for at underskrive, at man er modstander af alt, hvad man står for, så bliver det lidt vanskeligt«, siger Socialdemokratiets finanspolitiske ordfører, Pia Gjellerup. Udover forhandlingerne om årets finanslov, så ventes der også hårde forhandlinger om regeringens bebudede stramninger af udlændingepolitikken, som integrationsminister Bertel Haarder (V) præsenterer den 17. januar. Også her ventes Socialdemokratiet og venstrefløjen at vende tommelfingeren nedad.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her