Forskere slås om kvinders hjerne

Lyt til artiklen

Hvad hjerneforskere har diskuteret i et århundrede, og almindelige mennesker skændtes om i årtier, er nu ifølge professor Helmuth Nyborg dokumenteret sort på hvidt: Mænd er mere intelligente end kvinder. 27 procent mere, for at være helt nøjagtig. »Det lyder da helt åndssvagt«, lyder hjerneforsker Peter Lund Madsens umiddelbare reaktion, da Politiken forelægger ham professorens opdagelse. Men ifølge Helmuth Nyborg selv, er der tale om »det bedste og største materiale nogensinde«. Materialet - eller 'testbatteriet', som det hedder i disse kredse - består af 200 skoleelever, lige dele drenge og piger, fra forskellige skoler i Skanderborg og Århus. De er blevet underlagt cirka 20 forskellige test, hvorefter Helmuth Nyborg har udledt deres såkaldte g-score. Begrænset g-score G-scoren er en betegnelse for den almene intelligens og måler, hvor gode og hvor hurtige eleverne er til at løse en blanding af konkrete og abstrakte opgaver. Den siger dog ikke noget om børnenes sociale og følelsesmæssige intelligenser, da disse ifølge Helmuth Nyborg ikke kan måles videnskabeligt. »Alle seriøse forskere i intelligens er enige om, at g-scoren er det bedste måleinstrument for den almene intelligens. Min undersøgelse viser, at drenge og piger er lige intelligente indtil 14-års alderen, men når de passerer de 16 år, har mændene en 27 procent højere g-score end kvinderne. Så kan man selv vælge om, man vil græde eller råbe hurra over resultatet«, siger Helmuth Nyborg. Intelligens er mange ting Hjerneforsker Peter Lund Madsen vælger at græde. Men tilføjer: »Intelligens består af mange ting, også indlevelsesevne og intuition. Bare fordi man ikke kan måle dem, kan man ikke sige, de ikke eksisterer. Nyborgs undersøgelse viser kun én ting, nemlig at drengene er bedre til at løse testene. Men at sige, de er mere intelligente end piger, er lige så absurd som at sige, at grøn er pænere end gul«. Hans kollega, Bente Pakkenberg, var i 1997 selv med til at skabe store overskrifter i internationale medier, da hun gjorde det videnskabelige fund, at mænd er udstyret med flere hjerneceller end kvinder. Alligevel er hun yderst skeptisk. Om end i mere diplomatiske vendinger. »At måle intelligens er som at sælge elastik i metermål. Du kan sammensætte test, som drenge eller piger løser bedst, fordi der vitterlig er kønsforskelle. Derfor skal intelligensscorer altid tolkes med stor forsigtighed. De siger for eksempel ikke noget om en persons evne til at spille badminton eller violin«, siger hjerneforsker Bente Pakkenberg, der er ansat på Bispebjerg Hospital. Vrede over kritik »Nu er jeg ved at blive en smule ophidset», svarer en vred Helmuth Nyborg tilbage og tilføjer: »De indvendinger viser, hvor usagligt de behandler emnet intelligens, og at de totalt har misforstået de sidste 20 års udvikling inden for intelligensforskning. Jeg er så træt af, at alt for mange blander sig i diskussionen uden at have læst på lektien«, lyder det fra professoren, som i december præsenterede sin opdagelse for en gruppe internationale intelligensforskere under en kongres i Cleveland, Ohio i USA. Helmuth Nyborg har nu mange års træning i at holde sig oprejst i modvind. Både i Danmark og i udlandet er han kendt som en kontroversiel herre med kontroversielle synspunkter om begavelsens natur, for eksempel at den hvide race er mere intelligent end den sorte.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her