Kortsigtet stramning af familiesammenføringer

Lyt til artiklen

Familier med tyrkisk og pakistansk baggrund vil umiddelbart blive ramt hårdt af regeringens plan om at hæve aldersgrænsen for familiesammenføring fra 18 til 23 år. Det er nemlig familier fra disse traditionelle gæstearbejderlande, der typisk gifter sig i en ung alder. Thailand, Polen og Rusland hitter Derimod vil de mange danske mænd, der ønsker at gifte sig med kvinder fra Thailand, Polen og Rusland i højere grad gå fri, fordi de gifter sig i en senere alder. De danske og nordiske statsborgere står for to ud af tre familiesammenføringer. Det viser et notat om sammenførte ægtefæller fra Udlændingestyrelsens direktionssekretariat. Udlændingestyrelsen har opgjort, hvor mange af ægtefællerne fra udlandet der er under 25 år. Det gælder mere end halvdelen af dem, der kommer fra Tyrkiet eller Pakistan, mens det kun gælder omtrent 20 procent af ægtefællerne fra USA, Thailand og Rusland. Stor effekt på kort sigt På kort sigt vil et løft i aldersgrænsen til 23 år have stor effekt. Tal fra Udlændingestyrelsen viser, at omtrent en tredjedel af familiesammenføringerne i perioden 1997-1999 blev foretaget af personer på 18-22 år. Umiddelbart vil antallet af familiesammenføringer falde drastisk med omtrent 2.000 årligt alene som følge af indgrebet. På længere sigt tror eksperterne dog ikke, at forslaget vil bremse indvandringen til Danmark. Kun forsinkelse Jan Hjarnø, som er leder af Dansk Center for Migration og Etniske Studier på Syddansk Universitet, siger, at forslaget »blot vil forsinke antallet af familiesammenføringer, de første år regeringen er ved magten«. »Men når det femte år er gået, så vil vi nok se et boom. Men det er jo først efter næste valg, så det er jo meget smart. De internationale erfaringer viser, at solidariteten til slægten i hjemlandet er meget stærk i visse grupper, så de fleste vil blot vente med at gifte sig«, siger Jan Hjarnø. Jan Hjarnø henviser til, at de hidtidige indgreb i retten til familiesammenføring blot har sat en midlertidig bremse på udviklingen, som da man for eksempel krævede fem års ophold i Danmark frem for to for at kunne få familiesammenføring. Satser på sex »Disse indgreb fjerner jo ikke den langsigtede årsag til familiesammenføring, som er nød og fattigdom i de lande, som nogle indvandrere kommer fra. Regeringen håber vel på, at folk har så meget lyst til sex, at de ikke kan lade være med at gifte sig med en herboende i ventetiden. Men det er da en mærkelig amoralsk og ikke liberal måde at lade staten blande sig i folks ægteskaber på«, siger Jan Hjarnø. Forargelsen deles dog ikke af formanden for flygtninge- og indvandrerorganisationen IND-sam. »Vi mener, at unge i Danmark ofte har mere til fælles med andre herboende og har ikke noget imod, at de får et pusterum, til de er 23 år«, siger Mohamed Gelle. IND-sam tror dog heller ikke et øjeblik på, at regeringen med forslaget kan indfri løftet om et væsentligt fald i antallet af familiesammenføringer. »Langt de fleste vil blot vente med at gifte sig. Der skal oplysning og ikke lovgivning til for at få unge til at indse, at de har mest til fælles med andre, der er vokset op her i landet«, siger Mohamed Gelle. Mummespil Kultursociolog Mehmet Necef fra Syddansk Universitet tror heller ikke på en væsentlig langsigtet effekt af at ændre aldersgrænserne. Han mener til gengæld, at regeringens ventede udspil om, at flygtninge skal kunne forsørge en kommende ægtefælle som betingelse for familiesammenføring, er et rimeligt signal. »Hele diskussionen om familiesammenføring er et mummespil, fordi den i virkeligheden handler om penge, uden at folk kan lide at sige det højt. Vi vil ikke forsørge folk, der kommer her til landet uden at kunne komme i arbejde,« siger han. Forslaget om at hæve alderen for familiesammenføring fra 18 til 23 år forventes at være en hjørnesten i det udlændingeudspil, som regeringen vil lægge frem 17. januar. Indtil da har integrationsminister Bertel Haarder (V) ingen kommentarer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her