Interessen for at lade sig registrere i Sundhedsstyrelsens organdonorregister har aldrig været større end nu. Over 28.000 blev i år 2001 indskrevet i registret, og i årets løb rundede det totale antal den kvarte million og tæller nu godt og vel 261.000 danskere. »De nye tal viser, at de senere års meget store vækst i antallet af registrerede danskere fortsætter med uformindsket styrke, og det synes jeg ærlig talt er lidt imponerende«, siger fuldmægtig i Sundhedsstyrelsen, sociolog Bjørn Ursin Knudsen. Bjørn Ursin Knudsen siger, at introduktionen af et projekt, hvor alle nye sygesikringskort blev leveret med et donorkort vedlagt - klar til at udfylde og indsende - er den vigtigste årsag til den voldsomme vækst. »Projektet blev startet i marts 2000 og førte næsten øjeblikkelig til en flerdobling i antallet af nye registreringer. Sidste sommer besluttede Folketinget da også ved en lovændring at gøre projektet permanent. Det er forbløffende, at den store effekt stadig holder sig, men jeg tror ikke, at det udelukkende skyldes selve donorkortet. Hvis ikke vi stod klar med yderligere information og opfølgning, ville den langsigtede effekt næppe have været så markant, som den er. Kortet kan med andre ord ikke stå alene. Vi noterer os også, at flere meget store arbejdspladser er begyndt at tage emnet organdonation op med de ansatte, og det betyder meget. Det gælder bl.a. Falck«, siger Bjørn Ursin Knudsen. 23.000 flere donorer Donorregistret oplyste i går til Politiken, at 218.000 ud af de 261.000 registrerede er mennesker, der har givet fuld tilladelse til, at alle deres organer i givet fald må anvendes til transplantation og derved redde et andet menneskes liv. Alene i år 2001 er antallet af danskere, der har valgt at give denne fulde tilladelse, steget med over 23.000. Donorregistret omfatter nu i alt 22.500, der har nedlagt lodret forbud, og 20.600, som har givet begrænset tilladelse. Det er mennesker, der har accepteret, at et eller flere specifikt nævnte organer må udtages til transplantation. Omtale førte til donorer Den meget store medieomtale af aflyste organtransplantationer, som dukkede op i starten af december, har tilsyneladende ikke påvirket folks lyst til at lade sig registrere. Donorregistret oplyser, at kun 12 mennesker har bedt om at blive slettet af registret under henvisning til medieomtalen af transplantationerne, der blev aflyst som følge af personalemangel. »Normalt er donorregistret et meget følsomt barometer for debatter af den art. Kommer der bare den mindste negative debat om emnet organtransplantation, kan det registreres på interessen for tilmelding. På den baggrund synes jeg ærlig talt, det er imponerende, at så få har reageret ved at framelde sig«, siger Bjørn Ursin Knudsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























