Regeringen vil spare næsten en milliard kroner i Undervisningsministeriet, svarende til i alt 4,2 procent af ministeriets budget. Sparekravene vil især gå ud over landets 166 daghøjskoler og de hundredvis af aftenskoler. Hidtil har en stor del af daghøjskolernes elever haft mulighed for at tage på daghøjskole med dagpenge eller kontanthjælp som et led i deres handlingsplan. Staten har givet et tilskud på knap 55.000 kroner pr. elev til omkring 10.000 årselever. Daghøjskoler lukkes Men i fremtiden vil mange grupper af ledige ikke længere få lov til at gå på daghøjskole. Regeringen vil i stedet have dem skubbet ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt, eksempelvis via målrettede, korte kurser. Og konsekvensen vil være, at en stor del af landets daghøjskoler skal lukkes, vurderer kilder i Undervisningsministeriet. Aftenskoler i fare Danskere, der vil gå på aftenskole, skal til at betale meget mere i kursusgebyr selv. Alternativt vil enkelte hold eller hele aftenskoler ganske enkelt blive nedlagt. FUU afskaffes Endnu en effekt af spareplanerne er, at Den Fri Ungdomsuddannelse (FUU) med omkring 3.200 årselever helt skal afskaffes. Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) vil ikke vil kommentere spareplanerne, før finansloven officielt bliver fremlagt den 29. januar. VK venter bevidst En højtstående kilde i Undervisningsministeriet siger til Jyllands-Posten: »Regeringen venter bevidst med at præsentere de meget omfattende besparelser til den 29. januar for at tage hele skraldet på én gang. Så vil protestbrølet blive så stort, at de enkelte områder ikke kan høres. Hvis sparekravene blev kendt ét for ét, ville det udløse en lang serie af ramaskrig.« DF: Flere konkrete udspil på bordet Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, er ikke ubetinget glad for regeringens forslag. »Der mangler endnu noget substans i forhold til for eksempel besparelserne i undervisningssektoren. Udspillet må være mere konkret, før vi tager stilling. Men man skal ikke spare bare for at spare«, siger uddannelsesordfører for Dansk Folkeparti, Louise Frevert. Hun mener ikke, at man blot bevidstløst skal lukke daghøjskolerne eller Den Fri Ungdomsuddannelse, hvis man ikke også sørger for, at de unge enten kommer i arbejde eller i gang med en kompetencegivende uddannelse. S: Forringer de unges muligheder Socialdemokratiets uddannelsesordfører Frank Jensen frygter, at regeringen er i gang med at forringe de unges muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet, hvis den gør alvor af at skære i kurserne på daghøjskolerne og Den Fri Ungdomsuddannelse. »Det er vigtigt, at alle i Danmark får nogle grundlæggende uddannelseskvalifikationer og dermed lige adgang til vækst. Både daghøjskolerne, aftenskolerne og Den Fri Uddannelse har vist sig at bidrage hertil«, siger Frank Jensen. SF: Bekræfter værste anelser Også SF er kritiske overfor forslaget. »Hvis rygterne taler sandt, vil det desværre bekræfte de værste anelser for, hvad en VK-regering med støtte fra Dansk Folkeparti kan finde på på uddannelsesområdet. Man er åbenbart ligeglad med, at det vil blive de uddannelsesuvante, der rammes, og at uddannelser, der arbejder utraditionelt også rammes og måske endda helt lukkes«, siger uddannelsesordfører Aage Frandsen (SF). 'Dybt bekymrende' Også fagbevægelsen vender tommelfingeren ned ad. LO mener, at regeringens planer vil ramme den allersvageste gruppe på arbejdsmarkedet. »Regeringen glemmer, at daghøjskolen for mange af de allersvageste grupper i forhold til arbejdsmarkedet er første trin på en lang stige. Og man kan ikke måle allerede ved første trin. Det bekymrer mig dybt, at man nu vil slagte daghøjskolerne«, siger LO's sekretær for arbejdsmarked og uddannelse, Harald Børsting. Formanden for Foreningen af Daghøjskoler i Danmark, Kim Nielsen, er stærkt bekymret over regeringens planer. 'Rammer kvinder og svage ledige' Daghøjskolernes opgave er, siger Kim Nielsen, at samle op der, hvor det øvrige uddannelsessystem ikke slår til. »Opgaven er også at bibringe folk den grad af selvtillid og mod til at komme videre i tilværelsen, som er nødvendigt for at klare sig både på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. Besparelserne vil primært ramme kvinder og gruppen af ledige, som har det sværest i forvejen«, siger Kim Nielsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























