Nytårskur uden dronning

Lyt til artiklen

Et par hundrede københavnere trodsede fredag formiddag den bidende kulde og mødte op ved Christiansborg Slot for at se dronningen og prinsen ankomme til den store nytårskur i Christian VIIIs guldkaret fra 1840 ledsaget af en stor mængde gardehusarer i blå gallauniformer med de karakteristiske sorte hatte med hvide fjer. Men dronning Margrethe sad ikke i kareten i år. To brækkede ribben forårsaget af et uheldigt fald 1. juledag forhindrede dronningen for første gang i at tage imod de 781 kurgæster ved den store nytårskur. Ligesom ved den lille nytårskur dagen før måtte kronprins Frederik træde i majestætens sted og sammen med prins Henrik hilse på de mange gæster, som traditionen tro blev budt på kaffe og småkager. For dem, der interesserer sig for gamle uniformer, var der meget at se på slotspladsen, hvor kurgæsterne i løbet af formiddagstimerne ankom i en lind strøm. Der var røde, grønne, blå og sorte uniformer med skinnende guldknapper, guldbånd og lange rækker af ordener og dekorationer, fine gamle aflange uniformshatte med masser af fjer, lange sabler og hvide handsker. Der var generaler, oberster, hofjægermestre, statsskovridere, politimestre, landsdommere, professorer, biskopper og domprovster og mange flere. Om det var kulden eller tanken om at skulle hilse på de kongelige, der var årsagen, skal være usagt, men i hvert fald havde de fleste af de fornemme kurgæster fundet et ansigtsudtryk frem, der fint matchede det stive antræk. En af de få undtagelser var Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft Hansen, der tog sig tid til at hilse venligt på den lille skare af almindelige dødelige og frysende pressefolk og ovenikøbet sagde godt nytår. Langt de fleste af kurgæsterne ved den store nytårskur er mænd, der er kommet et stykke op i årene. Alderspræsidenten i år var den 88-årige pensionerede marineauditør Mogens Reimann, som deltog i den store nytårskur for 25. gang. Den store nytårskur er delt op i fire afdelinger. Det første hold består af officerer fra forsvaret, derefter følger Beredskabsstyrelsen, de tre øverste rangklasser og til sidst indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og kongelige protektioner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her