Efter Talebanstyrets sammenbrud har afghanske flygtninge ikke længere noget at bestille i Danmark, mener regeringens vigtigste støtte, Dansk Folkeparti. Partiets leder, Pia Kjærsgaard, forlanger, at regeringen hurtigst muligt »udarbejder en plan for hjemsendelse af alle afghanske flygtninge og familiesammenførte i Danmark«. »Selvfølgelig skal de ikke sendes tilbage til usikre områder, hvor der fortsat bombes«, siger Pia Kjærsgaard. Kun til de områder i Afghanistan, der er sikre. Hun føler sig tryg ved den nye regering i Kabul, fordi den »bekender sig til demokrati«, og fordi der »holdes øje med den«. »Dermed er der ikke længere grundlag for asyl til borgere fra dette land«, siger hun og henviser til de - efter hendes mening - dårlige erfaringer med flygtningene fra Somalia: »De har slået sig ned, fået permanent opholdstilladelse og bliver familiesammenført, fordi vi var for langsomme til at reagere i forhold til at få dem sendt hjem«. Haarder følger udvikling Udlændingeminister Bertel Haarder (V) har kun en kortfattet kommentar til Pia Kjærsgaards befaling. »Vi følger udviklingen i Afghanistan med interesse. Når tilstanden i landet er til det, så skal det naturligvis undersøges, om flygtningene kan sendes tilbage. Og er forholdene til det, vil de blive sendt tilbage i henhold til reglerne og med respekt for de gældende konventioner«, siger Haarder. En af de flygtningene er den 16-årige Zafan Mohammed, som flygtede fra Afghanistan, fordi familien blev forfulgt og faderen dræbt af Talebanstyret. Han opholdt sig kortvarigt i Østrig under flugten, og derfor har de danske myndigheder ifølge Dublinkonventionen ret til at sende ham tilbage, fordi Østrig er det første sikre modtagerland. Mindreårig forsøgte selvmord Den mindreårige dreng forsøgte forleden at begå selvmord ved at sætte ild til sig selv, fordi han hellere ville dø end udvises. Nu befinder han sig stærkt forbrændt på Rigshospitalet. Udlændingeministeren levner ikke drengen meget håb om at få lov at blive i Danmark. Bertel Haarder vil ikke direkte kommentere sagen, men noterer sig, at »Dublinkonventionen er opfyldt til fulde«. »Hvis der bliver tale om ændringer, bliver det kun på det generelle plan og ikke baseret på enkeltsager. Og det bliver ikke beslutninger med tilbagevirkende kraft«, fastslår Haarder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























