Den politiske reaktion rammer nu trafikminister Flemming Hansen, efter at han forkastede det billigste tilbud på at køre med tog på jyske jernbaneskinner. Både SF og regeringens støtteparti Dansk Folkeparti kræver, at ministeren kommer med en forklaring på, hvorfor han tog tilbuddet fra det engelskejede Arriva, selv om det var dyrere end tilbuddet fra det statsejede DSB. Begge partiers trafikpolitiske ordførere vil også have ministeren til at oplyse, om Trafikministeriet har undersøgt Arrivas problemer med togdrift i England, inden ministeriet valgte tilbuddet fra Arriva. De to partier kræver trafikministeren i samråd, efter en engelsk trafikforsker fortalte, at Arriva havde haft massive problemer med forsinkelser og aflyste togafgange i England. »Vi vil have bekræftet, at de virksomheder, der byder på togdriften også kan levere varen. Det er vigtigt også for fremtidige udliciteringer, at dette er i orden. Der må ikke være tvivl om, at fremmede entreprenører skal kunne levere varen både økonomisk og kvalitetsmæssigt«, siger Dansk Folkepartis trafikpolitiske ordfører Poul Fischer, der vil have trafikminister Flemming Hansen til at oplyse, om Arriva har haft problemer med togdriften i England. Trafikminister Flemming Hansen mener ikke, at erfaringerne med Arriva i England har betydning: »Vores erfaringer med Arriva i Danmark er gode, og det er Arriva i Danmark, vi bedømmer. Det kan godt være, at Arriva i England har haft nogle startproblemer. Det kan jeg ikke vide, men vi har fuldt ud tillid til, at de løser opgaven i Danmark«, siger Flemming Hansen. Aflysninger i England Arriva driver to jernbanelinjer i England, Arriva Trains Northern blandt andet omkring Newcastle og Arriva Trains Merseyside omkring Liverpool. På Arriva Trains Northerns hjemmeside opregner Arriva en liste over en række aflysninger og ændringer af togdriften. I en pressemeddelelse fra september i år har Arrivas øverste chef Bob Davis undskyldt over for sine engelske kunder. Han har forklaret problemerne med mangel på kvalificeret personale. Den britiske privatisering af jernbanenettet har vist sig stærkt problematisk, hvad der har givet anledning til stærk kritik i de engelske medier. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Arriva i England. Trafikminister Flemming Hansen kan ikke oplyse til Politiken, om Trafikministeriet har undersøgt, hvordan Arriva har håndteret togdriften i England. Men han affærdiger dog stadig den britiske trafikforsker John Whiteleggs kritik: »Man vil jo altid kunne finde en eller anden professor med afvigende holdninger«, siger trafikminister Flemming Hansen. MF'ere ønsker forklaringer Poul Fischer bakkes op af Margrete Auken, der er meget kritisk over for, at trafikministeren har valgt tilbuddet fra en Arriva, når DSB havde givet et billigere tilbud. Hun vil have ministeren til at forklare, hvor mange flere penge det kommer til at koste skatteyderne, at ministeriet har fravalgt DSB's tilbud og dermed sået mistillid til DSB's bestyrelse og direktion. »Vi var med i forliget om udlicitering af jernbanedriften, og det var en klar forudsætning, at DSB skulle have en fair chance«, siger Margrete Auken. Hun støtter DSB's ledelse og fremhæver, at virksomheden DSB i 2000 gav et overskud på 777 millioner kroner før skat. Poul Fischer mener derimod, at det er mistænkeligt, at Trafikministeriet har forkastet tilbuddet fra DSB. »Jeg går ud fra, at ministeriet formentligt har forkastet DSB efter modne og grundige overvejelser«, siger Poul Fischer. Konsekvenser Han mener, at sagen bør få konsekvenser for DSB's direktion og bestyrelse. Poul Fischer hilser det velkommen, at DSB's bestyrelsesformand Knud Heinesen har tilbudt trafikministeren at trække sig fra sin post i det statsejede DSB. Trafikminister Flemming Hansen mener ikke, at ministeriets afvisning af DSB's tilbud bør få konsekvenser for ledelsen i DSB. »DSB's tilbud var et gennemarbejdet tilbud, men vi vurderer det bare anderledes end DSB, og det er ikke nok til, at DSB's ledelse bør gå af«, siger Flemming Hansen. Både embedsmænd fra Finansministeriet og Trafikministeriet sidder i bestyrelsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























