Forsker: Send mere mos

Lyt til artiklen

Mosforsker Gert Steen Mogensen fra Botanisk Museum i København er en smule skuffet. For kun tre borgere har fulgt opfordringen - der blandt andet lød i Politiken 19. december - om at indsende mos fra de hjemlige juledekorationer. Men det kan nås endnu, understreger Gert Steen Mogensen, der er leder af museets mosbotaniske afdeling. »Mange har nok allerede smidt deres juledekorationer ud, men hvis de kan nå at fiske dem op af skraldespanden og sende mig nogle små prøver, ville det jo være herligt. Jeg glæder mig, hver gang jeg ser et mos«, siger han leende. Mosprøverne skal bruges til at analysere mosfloraens tilstand i Danmark samt give et billede af, hvilke arter folk foretrækker. Hvad enten de har købt juledekorationen hos blomsterhandleren eller selv har været ude og samle mosset. For mos er ikke bare mos. »Ud fra en tot mos kan jeg se, hvor det vokser, hvor længe arten har vokset i Danmark, og hvor det hører hjemme i naturen. Det giver os et billede af, hvad folk synes er smukt, men det giver os også mulighed for at sige: Vær varsom«, forklarer Gert Steen Mogensen. Pas på mosset Man skal for eksempel være meget varsom med at plukke en ordentlig klump mos, da denne kan være flere hundrede år gammel og er lige så længe om at vokse sig stor igen. »Det er ikke alle moselskere, der ved det, så vores mål er også at give folk gode råd og vejledning med på vejen. Men folk behøver ikke være bange for at blive skældt ud eller noget. Sådan er det ikke«, siger Gert Steen Mogensen. Udrydningstruede mosser Mosprøverne skal desuden bruges til at undersøge, om nogle arter er i fare for at blive udryddet. Det er ifølge Gert Steen Mogensen ikke tilfældet endnu, men forskerne mangler viden om, hvem der samler mos til de forretningsdrivende, og hvorfra de gør det. Samtidig er der i fagkredse forlydender om, at folk fra andre lande kommer hertil for at samle mos til videresalg. »Det er et problem, hvis folk udefra kommer her og samler de ældste arter, for det slider på naturen. Men vi ved ikke nok om det, så det er vores opgave at finde ud af det«, siger Gert Steen Mogensen. Derfor skal opfordringen lyde endnu en gang: Send mosprøver på størrelse med en femkrone, hver art i en plastikpose for sig, lidt om fundstedet og brugen af mosserne samt en frankeret svarkuvert til Botanisk Museum, Gothersgade 130, 1123 København K. Mærk brevet 'Julemos'.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her