Finansudvalgsformand støtter kirkeministeren

Lyt til artiklen

Det trækker op til politisk stormvejr efter kirkeminister Tove Fergos afvisning af statsstøtte til danske muslimers køb af en begravelsesplads i Brøndby. Finansudvalgets formand, Kristian Thulesen Dahl (DF) afviser nu, at Brøndby Kommune skulle have fået tilsagn om en sådan støtte. »Den daværende kirkeminister Johannes Lebech (R) gjorde regning uden vært, da han gav Brøndbys borgmester Kjeld Rasmussen (S) tilsagn om at holde kommunen skadesløs ved salget af en grund i kommunen (for tre mio. kr. red.) til indvandrerorganisationen Indsam«, siger Thulesen Dahl. »En regering kan ikke give tilsagn om ekstrabevillinger i forhold til finansloven, uden at Finansudvalget har sagt god for det, udtaler Thulesen Dahl. Da Finansudvalget behandlede sagen, afviste Dansk Folkeparti at være med til at støtte ekstrabevillingen og forlangte - som ethvert medlem af Finansudvalget kan gøre - sagen behandlet i folketingssalen. Denne folketingsbehandling blev som følge af valgets udskrivelse ikke til noget. Thulesen Dahl finder, at den nuværende kirkeminister har juridisk såvel som moralsk ret, når hun afviser, at staten skal give støtte til gravpladsen. »Jeg er enig med ministeren i, at muslimerne helt selv må klare økonomien, hvis de ønsker en gravplads. Folkekirkens medlemmer betaler selv, og det samme gør eksempelvis Det Mosaiske Troessamfund. Så hvorfor skulle der så være særlige begunstigelser for muslimer«, spørger Finansudvalgets formand. Brøndby-borgmesteren Kjeld Rasmussen fastholder imidlertid, at der er både mundtlige og skriftlige tilsagn fra den tidligere kirkeminister om, at staten betaler, hvis grundsalget påfører kommunen tab. Statens garanti skulle dække det hul, der vil opstå mellem den fastsatte salgssum på de tre mio. kr. og grundens værdi, som først i det nye år skal fastsættes af taksationskommissionen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her