Socialminister afviser kommission

Lyt til artiklen

Socialminister Henriette Kjær (C) afviser borgmester Vagn Ry Nielsens ønske om en ældrekommission, der skal planlægge fremtidens ældrepleje. Vagn Ry Nielsen er formand for de sociale udvalg i Kommunernes Landsforening, og han mener, at en ældrekommission bør se på de problemer, det voksende antal af gamle udgør, samtidig med at det bliver vanskeligere at skaffe folk til ældreplejen. Men ministeren vil løse problemerne hurtigere, end en kommission kan arbejde. »Jeg er bange for, at en ældrekommission vil blive betragtet som udenomssnak i forhold til de problemer og udfordringer, vi står overfor på ældreområdet«, siger Henriette Kjær. Regeringen fremsætter straks efter nytår en "ældrepakke", der indeholder forslag til at forbedre vilkårene for de gamle. Blandt forslagene er at give de gamle ret til selv at vælge ældrebolig - også ud over kommunegrænsen. Frit valg af hjemmehjælp - offentlig, privat eller personlig hjemmehjælp. Mere varieret tilbud om mad. Endvidere får ægtepar eller samlevende retskrav på at blive visiteret sammen til bolig. »Det er uhørt, at man efter 40-50 års samliv bliver skilt af, fordi kun den ene kan komme i plejebolig. Det skal laves om«, siger Henriette Kjær. Hun mener, at de opgaver, som en ældrekommission kunne tage sig af, allerede bliver varetaget af eksisterende institutioner. »Vi har en række gode forskningsinstitutioner, der tager sig af de mere langsigtede udfordringer så som etiske spørgsmål og rekrutteringsproblemer. Så alt i alt synes jeg faktisk, vi allerede har et godt overblik over, hvordan vi skal tage hånd om de ældre i fremtiden«, siger Henriette Kjær.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her