Hvis ambulancen er for langt væk, når en person rammes af hjertestop eller anden alvorlig ulykke og sygdom, skal der sendes en brandmand af sted i en brandbil for at kunne give hurtig nødhjælp, indtil ambulancen når frem. Det kan som forsøg blive virkelighed flere steder i Danmark i løbet af det kommende år som resultat af et nyt samarbejde mellem de kommunale brandvæsener i København, Odense, Århus og Ålborg og det private Falcks Redningskorps. Inspiration fra USA og Sverige Inspirationen er hentet i USA og Göteborg i Sverige, hvor brandmænd med stort held rykker ud for at give hurtig hjælp til syge og tilskadekomne. I Danmark vil brandmanden få betegnelsen »nødbehandler«, og tanken er at indlede forsøg i Danmarks fire største byer samt enkelte mindre byer for at se, om der også i Danmark kan reddes menneskeliv ved at trække på brandvæsenets tætte net afstationer rundt i landet. »Man skal sende nødbehandleren, når det kan gøre en forskel. Typisk tilpatienter med hjertestop, ved tilskadekomst af forskellig art og forbrændinger«, siger vicebrandchef Søren Brydholm fra Københavns Brandvæsen. »Hvis man kan konstatere, at man ikke har en ambulance i umiddelbar nærhed, så aktiverer vagtcentralen i stedet nødbehandleren, der i en speciel bil eller i en brandsprøjte så kører ud og iværksætter avanceret førstehjælp«. Anspændt forhold De kommunale brandvæsener og det private Falcks Redningskorps har i mange år rundt om i landet haft et anspændt forhold til hinanden, men med samarbejdet om nødbehandlere gøres der et forsøg på at få de forskellige aktører i redningsarbejdet til at spille sammen. »Der er pres på fra både borgere og politikere om, at de ressourcer, der er i redningsarbejdet, skal udnyttes bedre, og det har vi så en forpligtelse til at gøre«, siger direktør Allan Søgaard Larsen fra Falcks Redningskorps. Samarbejdet om nødbehandler-ordningen blev for alvor indledt på et møde i Odense i april. En rapport, der beskriver en to-årig forsøgsordning, skal i begyndelsen af januar præsenteres for amterne, der har ansvaret for ambulancetjenesten, og som skal beslutte, om de vil gå med i forsøget. København i gang Københavns Brandvæsen vil dog under alle omstændigheder gå i gang med forsøget. »Vi tror på ideen, nu må vi se, om vi kan overbevise dem, der er lidt tvivlende. I København vil vi prøve ordningen under alle omstændigheder. Det er besluttet«, siger vicebrandchef Søren Brydholm fra Københavns Brandvæsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























