Kvinder kvitter tobakken

Lyt til artiklen

Danske kvinder er i fuld gang med at skodde smøgerne, og antallet af kvindelige eksrygere er på bare et enkelt år steget markant. I konkurrencen om afvænning fører det feminine køn nu foran mændene. Det viser en ny undersøgelse blandt godt 3.000 danskere, som PLS Rambøll har foretaget for Sundhedsstyrelsen, Hjerteforeningen, Danmarks Lungeforening og Kræftens Bekæmpelse - organisationerne bag de sidste seks års STOP-kampagne. 250.000 færre rygere Antirøgindsatsen har virket, så antallet af rygere - mænd såvel som kvinder - i dag ligger på 32 procent af befolkningen mod 39 procent i 1995. Med andre ord er der blevet en kvart million færre rygere i den periode. »Vi kan allerede se den gode effekt på hjerteafdelingerne, for efter fem-seks år som forhenværende ryger er risikoen for at blive syg på samme niveau som folk, der aldrig har røget«, siger formand for Hjerteforeningen og overlæge Jørgen Fischer Hansen, hjerteafdelingen på Bispebjerg Hospital. Kampagner har virket Når appellerne om at kvitte røgen især har fænget hos kvinderne, skyldes det ifølge Fischer Hansen, at der har været særlig fokus på det ekstremt skadelige ved at ryge som gravid og i selskab med børn. »Og det virker på kvinderne. Skal man nå dem, skal man gå gennem deres børn, og uanset hvordan man end ser verden, så er det fortsat hovedsageligt kvinder, som tilbringer megen tid sammen med små børn«, siger overlægen, som også glæder sig over tobaksreklamernes endeligt pr. 1. januar. Afgift skal ikke ned En fare ser han dog true den positive udvikling: Regeringens planer om at nedsætte afgifterne på blandt andet tobak for dæmme op for grænsehandlen. »Et meget dårligt signal, og jeg er overbevist om, at billigere tobak betyder en stigning i antallet af nye rygere igen - ikke mindst blandt unge«, siger Fischer Hansen. Intet folkeligt krav Han understreger, at prisnedsættelse på røg ikke er et folkekrav. Den nye rygeundersøgelse viser nemlig, at kun 15 procent af de adspurgte går ind for en prisnedsættelse. Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) hilser den positive udvikling med færre rygere velkommen, men vil ikke vige fra regeringsgrundlagets løfte om lavere afgift på tobak. Vaner og afgifter hænger ikke sammen »Jeg tror ikke på den store sammenhæng mellem vaner og afgifter. Så skulle de tunge afgifter for længst have fået folk til at holde op med at ryge, og det har jo ikke været tilfældet. Så folkesundhed og grænsehandel hver for sig«, siger han. Totalt set ryger godt en tredjedel af danskerne, og det er et massivt fald i forhold til de 80 procent, som i efterkrigsårene nød tobak dagligt. Hver femte ryger skal holde op Organisationerne bag STOP-kampagnen fortsætter arbejdet, og målet er at nå svenske tilstande med ca. 20 procent rygere. »Det anser jeg for realistisk i løbet af de kommende fem-seks år, hvis regeringen ikke ødelægger arbejdet, og så begynder det for alvor at smitte positivt af på middellevetiden, hvor Danmark hidtil har ligget meget dårligt i forhold til andre lande«, siger Jørgen Fischer Hansen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her