Venstre retter nu sit søgelys mod Tanzania i jagten på besparelser i ulandsbistanden. Det sker, efter at det i Storbritannien er kommet frem, at landet overvejer at købe britisk militærudstyr til 330 millioner kroner. Til sammenligning var Danmarks bidrag i år 2000 på 524,5 millioner kroner.
Investeringen skal gå til et militært overvågningssystem til landets otte militærfly, og det har fået Verdensbanken til at karakterisere Tanzanias planer for spild af penge.
Venstres nye udenrigsordfører, Troels Lund Poulsen, er forarget og mener, at planerne bør få konsekvenser.
»Det er et meget grelt eksempel. Tanzania er et programsamarbejdsland, og det kan vi ikke gøre noget ved på stående fod, men vi bliver nødt til at gå kritisk gennem områder for at se, hvor vi kan drage en konsekvens«, siger Troels Lund Poulsen.
Danmark gav i år 2000 den halve milliard kroner til sundhed, bekæmpelse af AIDS, bygning af veje og uddannelse af landmænd. Dermed bliver der ikke givet penge direkte til Tanzanias regering.
»Vi giver jo regeringen pengene indirekte ved, at de får 500 millioner kroner, og det betyder, at de så får råd til at investere i et militærudstyr. Vi vil hjælpe, så vi hjælper landet Tanzania videre, men det gør deres planer om en investering på 330 millioner kroner i militær ikke«, siger han.
Socialdemokratiets ordfører, Jeppe Kofod, er enig i, at der skal stilles krav, men opfordrer V til at tænke sig om.
»Tanzania er et af de lande, vi har haft stor succes med. Derfor vil det være en katastrofe for landets fattigste, hvis vi pludselig stopper støtten. Så det vil jeg ikke være med til, og umiddelbart synes jeg, at det virker hovedløst«, siger han.
»Det er klart, at hvis de bruger alle deres penge på militær, så vil vi være meget kritiske. Jeg har bare ikke grund til at tro, at Tanzania generelt gør sig skyld i sådan en adfærd. Det vil være utrolig dumt at sætte mange års erfaring og godt samarbejde over styr, fordi der er en enkelt sag. Det vil jeg ikke ofre de fattige på«, siger Jeppe Kofod.
Hvad bør man gøre, hvis det ender med, at Tanzania køber militærudstyret ?
»Jeg kender ikke til sagen, men hvis der er en grund til at kritisere dem, så gør vi det. Vi har jo et fortilfælde med Indien, hvor vi har trukket os gradvist ud, fordi det brugte penge på atomprøvesprængninger og militær. Vi ved jo ikke, om det er en tendens i Tanzania«.
Regeringen planlægger efter Politikens oplysninger at spare cirka 1,8 milliarder kroner på udviklingshjælpen. Oprindeligt lød Venstres forslag på 1,5 mia kroner.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























