Belgien er blevet et mekka for EU-borgere, der er lede og kede af en udsigtsløs tilværelse på sygehusenes ventelister. Landet har et velfungerende sygehusvæsen med et overskud af sengepladser, kirurger og skanningskapacitet, og det har åbnet for et marked, hvor tilrejsende fra nabolandene kommer hurtigt under kniven - for egen regning. De flittigste gæster er briterne, der ifølge bladet The Bulletin drager til Belgien i stort tal. Et forbillede Det britiske sundhedsvæsen fungerede op igennem 1950'erne og 1960'erne nærmest som et forbillede for andre lande, men siden har nedskæringer og et enormt voksende behov i landets stadig større ældrebefolkning forarmet sundhedsvæsenet. Det har givet alenlange ventelister, og mange er i dag villige til selv at betale deres sygehusregning i belgiske franc for at komme hurtigt i behandling. Nye hofter og knæ, hjerte- og lungekirurgi samt behandling for barnløshed er de mest 'populære' tilbud på hylderne i belgiernes kirurgiske supermarked, men også kræftpatienter søger mod landets sygehuse. Priserne er ofte i bund. Eksempelvis nævner The Bulletin, at en hjerte- bypass-operation kan fås til knap det halve af, hvad den ville koste på et britisk privathospital. Fertilitetsbehandlinger kan der angiveligt spares flere tusinde pund på per behandlingscyklus. Pundet står stærkt Priserne på privat hospitalsbehandling er høje i Storbritannien, men pundet står stærkt over for den belgiske franc, og det har lokket mange over Kanalen. Tyskere, hollændere, franskmænd og luxembourgere er også blandt de flittigste kunder, men der ses flere og flere patienter fra så fjerne steder som Spanien og Italien. Og danskere kan meget vel blive de næste i rækken, spår formanden for Patientforeningen Danmark, Marianne Thomsen. »Jeg har endnu ikke hørt om nogen, der er taget til Belgien, men jeg kan sagtens forestille mig, at det vil kunne interessere danske patienter. Vi ved jo, at mange rejser ud for at blive behandlet i andre lande, typisk i Sverige og i Tyskland. Jeg tror, at mange danskere har råd til at betale for det, ligesom mange er parat til at tage lån i deres hus for at betale for en operation«, siger Marianne Thomsen. Marianne Thomsen mener, at en dom ved EF-domstolen, der understreger EU-borgernes udvidede ret til at blive hospitalsbehandlet i andre EU-lande på hjemlandets regning, måske vil få nogle danskere til at søge mod Belgien med økonomisk dækning hjemmefra. Øget pres »Regeringens nye ventetidsgarantier vil sandsynligvis betyde et øget pres på de få danske privathospitaler allerede næste år. De kan få behov for at udbygge deres kapacitet, og måske vil nogle vælge at sende danske patienter videre til et sted som Belgien, hvis de ikke selv kan imødekomme presset«, siger Marianne Thomsen. Formanden for Kræftens Bekæmpelse, cheflæge Anne Thomassen, forventer ikke at se danske kræftpatienter drage mod Belgien. »Vi har jo i Danmark en behandlingsgaranti for livstruende sygdomme. Men selv når den ikke kan opfyldes rettidigt, ønsker de færreste at rejse andetsteds hen for at blive opereret. Her på Århus Amtssygehus, hvor jeg arbejder, har vi problemer med at opfylde garantien på behandling for brystkræft. Vi har tilbudt patienterne at blive opereret hurtigere på nabosygehusene i Randers og Odder, men selv om det er ganske tæt på, vil de hellere blive her og vente. Det handler om, at de har tillid til den læge, der behandler netop dem. Kræftsygdomme har desuden et meget længere forløb end f.eks. udskiftning af en hofte, og jeg tror ikke, at mange vil bryde sig om at rejse til udlandet og være væk fra deres nærmeste så længe«, siger Anne Thomassen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























