Betjent modtog bestikkelse

Lyt til artiklen

Rockersympatisøren betalte med en kasse øl. Det var hans måde at takke kriminalbetjenten på for hjælpen med at finde en kvinde, der havde skiftet navn og var flyttet til et hemmeligt sted. I går kom efterregningen så: I Tårnby Ret blev betjenten idømt 60 dages fængsel for at misbruge politiets kriminalregister, modtage bestikkelse og udlevere de fortrolige oplysninger. Den 53-årige politimand med 25 års tjeneste på bagen har tilsyneladende i årevis brugt kriminalregistret som sin private adressebog, hvor han søgte oplysninger om blandt andre venner, bekendte og familiemedlemmer. Efterforskningen afslørede, at han har foretaget et væld af edb-opslag, som ikke kunne sættes i forbindelse med hans politiarbejde. I et mindre udvalg blev der rejst tiltale. 24 anklagepunkter Anklageskriftet lød på 24 punkter, hvoraf retten i går fandt ham skyldig i de 18 - ud over misbrug af kriminalregistret blev han dømt for falsk tyverianmeldelse, forsøg på forsikringssvig og overtrædelser af våbenloven ved at besidde våben uden tilladelse. I fem tilfælde fandt retten, at registeropslagene enten kunne være eller rent faktisk var tjenstligt begrundede. Han blev også frifundet for at have haft en sprayflaske med tåregas. Han forklarede, at han havde beslaglagt den, men ikke havde nået at aflevere på stationen. Det var udleveringen af oplysninger fra kriminalregistret, der var langt det alvorligste punkt, understregede dommer Birgitte Holmberg Pedersen ved afsigelsen af dommen. Det var hovedårsagen til, at straffen blev ubetinget fængsel. »Man ikke kan acceptere, at en kriminalassistent lækker oplysninger fra kriminalregistret«, sagde dommeren. Sagen var nok aldrig kommet frem i lyset, hvis ikke rockersympatisøren i foråret 2000 var blevet fængslet i en narkosag. I håb om at slippe billigere fortalte han, at betjenten i Tårnby udleverede oplysninger. Rockersympatisøren havde fået hjælp, da han i efteråret 1999 ledte efter en anden mand, der skyldte ham penge, og som havde tilknytning til Hells Angels (HA). Han gik til en ven, der gik til en anden ven, der gik til kriminalbetjenten og fik ham til at slå op i politiets registre. Sporede mor i skjul Betjenten fandt ud af, at manden havde skiftet identitet og var eftersøgt af politiet. Men han fandt moderens adresse, og den gav han videre, også selv om det af registret tydeligt fremgik, at der var tale om en såkaldt beskyttet adresse. I retten fortalte moderen, at hun var gået i skjul for at undgå at blive opsøgt af sønnens venner fra HA-miljøet. Men en dag ringede en af dem alligevel på døren. Det var rockersympatisøren, som ville have fat i sønnen for at inddrive hans gæld. Hun følte sig ikke direkte truet, men det havde nu alligevel været ubehageligt, da hun senere også blev ringet op af rockersympatisøren, fortalte hun i retten. Som tak for oplysningen om adressen købte rockersympatisøren en kasse øl og gav den til sin ven, der gav den til sin ven, der afleverede den hos betjenten. Han var dog ikke glad for gaven og modtog den kun modvilligt. Men det hjalp ikke i retten. Da betjenten bar ølkassen ind i sin lejlighed, gjorde han sig skyldig i at modtage bestikkelse, fastslår domsmandsretten. Påstand om uskyld Betjenten har hele tiden erklæret sig uskyldig i tiltalepunkterne med undtagelse af de overtrædelser af våbenloven, han blev dømt for. Hverken han, hans forsvarer eller anklageren var til stede ved domsafsigelsen. Men under et tidligere retsmøde har forsvareren gjort det klart, at han ville anke dommen til landsretten, hvis der blev tale om mere end en bødestraf. Vicestatsadvokat Karen-Inger Bast siger, at hun er tilfreds med dommen. Men hvis den dømte anker til frifindelse eller strafnedsættelse, vil anklagemyndigheden anke dommen til skærpelse. Den dømte har siden september 2000 været suspenderet fra jobbet som kriminalbetjent. Anken til landsretten betyder, at der ikke skal tages stilling til hans ansættelsesforhold på grund af byretsdommen. Hvis landsretten stadfæster fængselsstraffen, vil det efter fast praksis i politiet føre til, at han bliver afskediget.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her