Trøst og lyttende lindring er kun en e-mail væk. Folkekirken tilbyder nu sjælesorg på nettet, og den digitale skriftestol er åben hele døgnet, selv om webpastoren naturligt nok ikke sidder ved skærmen dag og nat. »Jeg forsøger at svare folk inden for et par døgn, og jeg modtager mange forskellige budskaber. Nogle skriver nærmest en hel bog om livets tilskikkelser her og nu, mens andre nøjes med mere kortfattede mail, som kan udvikle sig til en dialog frem og tilbage over nettet«, siger pastor Gunnar Bach Petersen, der er fysisk præst i Enghave Sogn på Vesterbro i København. Søgende og sårede sjæle, som søger hjælp over nettet, er en broget skare. Omtrent lige så sammensat som de mennesker, der opsøger præsten for på den gammeldags maner at bruge præsten som samtalepartner ansigt til ansigt, fortæller Bach Pedersen. »Egentlig tror jeg ikke, vi har fået fat i helt andre mennesker end dem, som vælger at møde op til sjælesorg hos præsten. De er nemlig også meget forskellige, og mange af dem er ikke vante kirkegængere«, siger Gunnar Bach Pedersen, som dog alligevel oplever, at nettet har sine fordele: »Ved at skrive til præsten bliver tærsklen måske lidt lavere, fordi folk ikke skal over den barriere, at de føler, de forstyrrer. Bagdelen er naturligvis, at man ikke sidder ansigt til ansigt«, siger webpastoren, som i øvrigt ikke oplever en særlig stærk trafik i anledning af julen. Søgningen af sårede sjæle i december ligger på niveau med årets øvige måneder. Mangfoldig smerte Smerten i sjælen kan skyldes alle hånde problemer - personlige kriser eller tab, religiøse anfægtelser, sygdom osv. Ofte består tjenesten i at lytte, men præsten kommer også med gode råd, og det kan ske, at rådet består i at opsøge andre fagpersoner - en læge eller en psykolog for eksempel. »Jeg føler mig ikke distraheret af, at henvendelserne er anonyme, for du kan sagtens mærke mennesket bag ved fortællingen uden at kende hans eller hendes navn. I øvrigt er jeg også vant til anonym rådgivning fra Nicolaitjenesten«, fortæller Vesterbropræsten, der selv er en smule bidt af den nye teknologi, selv om han ikke bryder sig om at blive kaldt en nørd. »Det er jo lidt nedsættende, men nørd er jo nok det, jeg er«, siger 53-årige Bach Pedersen, som fik sin første computer i begyndelsen af 1980'erne og ret uimponeret gav sig til at pille ved den. Og snart var han i gang med at programmere. Derfor har Bach Pedersen også haft en edb-finger med i spillet i udviklingen af folkekirkens hjemmeside, hvor efterhånden 500 sogne - en fjerdedel af dem alle - er hægtet på.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























