Flere gaderøverier i Århus

Lyt til artiklen

Antallet af gaderøverier begået af grupper af helt unge af fremmed herkomst er kraftigt stigende i Århus trods en intensiveret indsats både fra specialgrupper i politiet og hos de sociale myndigheder. Souschef i kriminalpolitiet, kriminalkommissær Bjarne Laursen siger, at der er tale om en ny form for kriminalitet, som er vanskelig at komme til livs. Antallet af gaderøverier, hvor ofrene typisk er jævnaldrende med gerningsmændene, er fordoblet i de seneste fem år. Alene i årets ti første måneder har politiet fået anmeldelser om 231 gaderøverier, hvilket er en stigning på 23 procent i forhold til samme periode sidste år. Opklarer 37 procent af røverierne Ifølge kriminalkommissær Bjarne Laursen har blandt andre en gruppe af unge somaliere i 14-17-års alderen huseret med gaderøveri, der fortrinsvis finder sted i den indre by. En specialgruppe af politifolk, den såkaldte ungdomsgruppe, gør sammen med en politienhed, der tager sig af bekæmpelse af gadebander, fælles indsats for at begrænse denne form for ungdomskriminalitet. »Ganske vist fortæller tallene for anmeldelser af gaderøverier sit eget sprog. Men hvordan ville det have set ud, hvis vi ikke havde prioriteret indsatsen så højt«, spørger Bjarne Laursen og tilføjer: »Fra 1. maj til 1. oktober har vi kunnet notere en opklaringsprocent på 37, og det er rimelig tilfredsstillende«. Omringer ofrene »Ofrene, der udsættes for gaderøverierne, er ofte kun 13-14 år. Røverierne gennemføres ved, at gerningsmændene, der færdes i grupper, omringer deres offer og fratager dem kontanter og mobiltelefoner. Det er sjældent, at offeret lider fysisk overlast, men forbrydelserne er alligevel chokerende nok for ofrene, og vi ser med stor alvor på det«, konstaterer kriminalkommissær Bjarne Laursen. Han mener, at der er tale om et nyt billede i kriminaliteten, som er vanskeligt at bekæmpe. »Der sker hele tiden ændringer i formen af den kriminalitet, der begås. Jeg mener, at gaderøverier af den karakter er et udtryk for denne udvikling«, siger han. Århus Kommunes socialchef, Leif Jepsen, fremhæver politiets og de sociale myndigheders indsats for at dæmme op for udviklingen. »Men vi har endnu ikke analyseret situationen i relation til det stigende antal gaderøverier. Jeg mener imidlertid ikke, at der er tale om deciderede bander med faste strukturer. Der er mere tale om enkelte kriminelle, der får andre med sig i noget, der ligner impulsivt betinget kriminalitet«, siger Leif Jepsen. »Vi vil først i begyndelsen af det nyt år, når vi har antallet af samtlige gaderøverier for hele 2001, sammen med politiet foretage en samlet vurdering. Samlede kriminalitet faldet Leif Jepsen peger som noget positivt på, at den samlede kriminalitet har været faldende. Også i Vestbyen med Gellerupparken, hvis cirka 6.000 beboere er af anden etnisk oprindelse. Kommunens sociale myndigheder har siden midten af 1990'erne kørt et indsatsprogram for at nå de kriminelle unge eller unge, der er på vej ud i kriminalitet. Blandt andet har kommunen konstant et beredskab, så sagsbehandlere altid kan kaldes til politigården under afhøring af unge. Desuden besøger en medarbejder fra socialforvaltningen altid senest fjorten dage efter, at en ung har været i konflikt med loven, hjemmet for at tale med forældrene. Oftest er forældrenes umiddelbare reaktion bestyrtelse, når de erfarer, at deres barn er ude på et skråplan.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her