Den danske forskning i borekerner fra Grønlands indlandsis får nu en hårdt tiltrængt hjælpende hånd. Carlsbergfondet har i anledning af sit 125 års jubilæum besluttet at støtte et femårigt forskningsprojekt i iskerner med omkring 15 millioner kroner. Det er en ekstraordinært stort bevilling, som kommer på en tid, hvor grundforskningen har trange kår - ikke mindst inden for naturvidenskaben, siger en glad forskningslektor Jørgen Peder Steffensen fra Glaciologi-gruppen ved Niels Bohr Instituttet for Astronomi, Fysik og Geofysik. Studier i iskerner er studier i tidligere tiders klimaudvikling. Forskerne fra Københavns Universitetet er ved at fuldføre den tredje boring gennem Grønlands indlandsis ved lokaliteten, der kaldes NGRIP, på den 75. nordlige breddegrad. Gruppen nåede i sommer ned til 3001 meters dybde. I 2003 forventer man at nå bunden i 3080 meters dybde. NGRIP-iskernen, der rækker mere end 110.000 år tilbage i tiden til begyndelsen af sidste istid, er enestående ved, at de enkelte årlag af gammel sne er særdeles velbevarede. Det gør det muligt at aldersbestemme lagene i iskernen med stor nøjagtighed, og forskerne kan registrere flere end 20 voldsomme klimabegivenheder de seneste 100.000 år. Samtidig kan kernerne fortælle, hvor store koncentrationer af drivhusgasser der tidligere har været i atmosfæren. Data fra NGRIP-kernen gør det muligt at følge dramatiske klimaskift år for år, og det vil bidrage til helt ny viden om klimasystemets udvikling og dynamik, siger Jørgen Peder Steffensen. Pengene fra Carlsbergfondet skal bruges til at tælle årlagene og datere klimavariationer samt til at finde og analysere vulkansk aske i iskernen. Det kan skabe forbindelse til andre geologiske og biologiske registreringer af klimaet. Endelig skal der udvikles nyt præcisionsmåleudstyr til mere detaljerede analyser af iskerner.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























