Jønke tiltales ikke for drab

Lyt til artiklen

Hells Angels-rockeren Jørn Jønke Nielsen vil ikke blive tiltalt for drab i forbindelse med knivdrabet på den 28-årige Flemming Jensen i Jomfru Ane Gade i Aalborg. Det fremgik ved et retsmøde tirsdag, hvor Jønke og en 21-årig rockerrelateret mand fik forlænget deres varetægtsfængsling i forbindelse med drabet. »I retsmødet blev det tilkendegivet, at de to vil blive tiltalt for vold, ikke for drab«, siger vicepolitimester Michael Graversen, Aalborg. Flere afhøringer venter Det er statsadvokaten i Aalborg, der træffer den endelige beslutning om tiltale. Hvornår det sker er endnu uvist. »Der mangler stadig et par afhøringer, før statsadvokaten kan træffe sin afgørelse«, siger Michael Graversen. Mens Jønke og den 21-årige således undgår en tiltale for drab, er der endnu ikke truffet beslutning om, hvad den tredje fængslede i sagen skal tiltales for. Udsigt til tiltale for grov vold Ifølge tilkendegivelsen vil de to mænd blive tiltalt for grov vold - men ikke vold med døden til følge - efter slagsmålet på værtshuset Robin i Jomfru Ane Gade, der kostede den 28-årige Flemming Jensen livet. Natten til den 12. august kom en synligt beruset Flemming Jensen, der havde tilknytning til Bandidos, i klammeri med flere personer på værtshuset. I det efterfølgende slagsmål fik den 28-årige adskillige knivstik, hvoraf to var dødelige.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her