Indsatsen på miljøområdet virker. Det konkluderer Danmarks Naturfredningsforening (DN) efter offentliggørelsen af den nye, omfattende rapport om miljøets tilstand i Danmark. »Meget bevæger sig i den rigtige retning. Blyet er næsten væk i naturen, luftforureningen med svovl og partikler falder stadig, vandet i vandløb og søer er blevet renere, og mange vildtarter og fugle er i god fremgang«, siger DN's præsident, Poul Henrik Harritz. Han efterlyser dog politisk handling for at mindske forureningen med sundhedsfarlige partikler fra trafikken i byerne. Og på ét område går det helt galt: Naturområdernes kvalitet falder, fordi landbrugets belastning med næringsstoffer er alt for høj, og fordi man ikke lader kvæg sørge for ekstensiv afgræsning. Rapporten 'Natur og Miljø 2001' fra Danmarks Miljøundersøgelser advarer om, at de lysåbne landskabstyper bliver mindre og mindre og trues af især luftbåren ammoniak.
DN: Miljøindsatsen virker
Lyt til artiklen