Lsd igen i handlen i København

Lyt til artiklen

Efter mange år i skyggen af andre narkotiske stoffer er det stærkt euforiserende stof lsd igen i handlen på gaden i København. Under en målrettet aktion mod narkohandel på Vesterbro er politiet på det seneste flere gange stødt på det syntetiske stof. »Lsd har været væk fra markedet i mange år, hvor vi kun stødte på få vanvittige personer, der brugte det. Men nu er det dukket op igen, og det er jeg da ked af. Folk bliver tossede oven i hovedet af det«, siger chefen for Københavns Politis narkotikaafdeling, kriminalinspektør Ole Wagner, til Ritzau. Torsdag blev en 27-årig dansker varetægtsfængslet i 25 dage, da han blev stillet for en dommer i Københavns Dommervagt. Manden er ligesom to andre danske mænd, der blev fængslet onsdag, sigtet for salg af lsd og kokain. Med fængslingen af yderligere fire personer fra Nordafrika og Ungarn tidligere på ugen mener politiet at have optrevlet en gren af et organiseret forhandlernetværk. Chefen for politiets narkoafdeling ved dog ikke, hvor omfattende netværket reelt er. »Men vi holder i øjeblikket øje med endnu en gren, og det må siges, at handlen er velorganiseret«, siger han. Politiet mener, at de fængslede personer har leveret narko til ikke bare pushere, men også til andre grossister. På trods af politiets øjeblikkelige succes erkender narkochef Ole Wagner dog, at narkotikahandlen er endog meget svær at komme til livs. »I samme øjeblik vi holder op med vores aktion på Vesterbro, kommer der nye til og genoptager handlen. Men det kan jo ikke få os til at lade være med at bekæmpe narkohandlen. Vi er interesserede i at gøre handel med narko så risikofyldt som muligt og samtidig tilfredsstille områdets beboere, der også ønsker narkohandlen væk fra området. Vi er ikke ude efter de enkelte narkomaner, men efter dem der sælger de ulovlige stoffer«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her