Ubetinget fængselsstraf til to betjente og dermed også en fyreseddel. Det krævede anklageren i Københavns Byret i går i en sag mod to politibetjente, som er tiltalt for at have truet en kollega, der selv skulle vidne i en sag om politivold mod en betjent fra Københavns Politis Station 1. »Når man bruger ord som stikker, bøsserøv og svans og kobler det med et truende kropssprog, så er der tale om trusler«, sagde anklageren, vicestatsadvokat Kim Christiansen. De to tiltalte, der går under øgenavnene 'Overarmen' og 'Tudse', er begge suspenderet fra deres arbejde i henholdsvis lufthavnspolitiet og Politiets Efterretningstjeneste på grund af sagen. Forskellige billeder Alle parter i sagen er enige om, at der fandt en episode sted i og uden for restaurationen Natcafeen i Gothersgade i det indre København natten efter 12. maj, da musikken fra det internationale Melodi Grand Prix på Østerbro var klinget af. Men forsvarerne Niels Forsby og Sven-Erik Poulsen afviste, at der var tale om trusler, og tegnede i deres procedure et billede af et rent værtshusopgør, hvor de tiltalte brugte mund, fordi kronvidnet selv havde truet PET-manden med tæv. Anklageren mente derimod, at der var en klar sammenhæng til en voldssag fra i år, hvor en 29-årig politimand fra Station 1 blev idømt 60 dages fængsel for vold mod en anholdt i en af politiets gruppevogne. Dommen blev imidlertid anket, og episoden med de påståede trusler mod den yngre kollega fandt sted kun en uge før, sagen skulle for landsretten. Tidligere eksempler Anklageren mente, at 'Tudse' havde refereret direkte til sagen ved at sige »Kunne du høre, da kraniet smadrede?« til den unge betjent. Han opremsede en række tidligere domme på op til 60 dages fængsel, hvor de tiltalte for eksempel havde kaldt vidner for stikkersvin eller havde smadret en rude i deres hus, men gav ikke selv noget bud på, hvor lang den ubetingede fængselsstraf burde være. PET-mandens advokat forklarede, at den yngre betjent må have fejlfortolket de ordvekslinger, der fandt sted, fordi han i en længere periode var blevet mobbet af sine kolleger, efter at han havde vidnet. Stirrende blikke, kulde og øgenavne som 'stikkerafdelingen' var blevet hverdagskost. Derfor havde betjenten hele tiden sagen i tankerne og »fortolkede ord på en anden måde, end det var ment«. I virkeligheden var det betjentens nye kæreste, der havde startet bataljen ved at skubbe PET-manden i siden, fordi han tidligere havde afvist hende. Da den unge betjent observerede episoden mellem kæresten og PET-manden, bøjede han sig ned over den noget mindre PET-mand og sagde ifølge forsvareren Sven-Erik Poulsen: »Har du problemer din svans«, og truede ham med bank. Når PET-manden i ordvekslingen havde brugt ordet »bøsserøv«, var det ifølge Sven-Erik Poulsen helt naturligt. Gadebetjente »Jeg har aldrig hørt ordene svans og bøsserøv så mange gange som under denne retssag, og det kan måske forekomme overraskende, men så skal man også huske på, at betjente arbejder på gaden, hvor denne type udtryk ofte forekommer. Derfor forekommer det sandsynligt, at min klient også er blevet kaldt svans«, forklarede Sven-Erik Poulsen. Advokat Niels Forsbys klient 'Overarmen' er tiltalt for blandt andet at sige: »Kylling«, »bøsserøv, »du er færdig«, »luften omkring dig er kold, kan du mærke, hvor kold den er?«. Niels Forsby afviste, at der var ført bevis for tiltalen, og tilføjede, at hvis retten virkelig fandt, at hans klient havde udtalt sig som påstået, hvilke konkrete trusler lå der så egentlig i de løsrevne ord? Anklageren mente, at 'Overarmens' udsagn lugtede langt væk af at være konstrueret ud fra den notits om sagen, som Københavns Politi lavede hurtigt i forløbet. »Tiltalte må forholde sig til notitsen og laver udsagnet, luften omkring dig er kold om til luften her imellem os to er kold for, at det ikke skal lyde som en generel trussel. Men sådan er da ikke nogen, der taler, og slet ikke på en varm majnat«, sagde vicestatsadvokat Kim Christiansen. Dommen falder på tirsdag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























