Mens der er faste lovkrav om, at brandvæsenet skal være fremme ved brande i de yderste egne af landet inden for 15 minutter, er der ingen grænser for, hvor længe en ambulance må være om at nå frem. Det undrer Foreningen af Beredskabschefer i Danmark, og Hjerteforeningen mener, at der bør være de samme krav til ambulancernes udrykningstid som til brandbilernes. »Det er lidt underligt, at man kan have faste udrykningstider på brandslukning, hvor det oftest er døde værdier, vi redder, men ikke har faste responstider på ambulanceområdet«, siger Henning Holm Johansen, der er beredskabschef i Viborg og formand for Foreningen af Kommunale Beredskabschefer. Amterne stiller krav om, hvor lange ambulancernes responstider må være i gennemsnit, men der er intet loft over de enkelte ture. Derimod er der faste lovkrav til brandvæsenet, der skal være fremme inden for 10 minutter i tæt bebygget område og inden for 15 minutter i tyndere befolkede områder. »Når man har faste krav til brandvæsenet, mener jeg bestemt også, man bør have det for ambulancer. Hvis man virkelig ville satse på at få hjælpen hurtigt frem, er der mange gode liv og mange gode år, man kan redde«, siger formanden for Hjerteforeningen, overlæge Jørgen Fischer Hansen, der peger på, at personer med hjertestop bør have hjælp inden for højst 12 minutter. Syv pct. kom sent Sidste år var syv procent af Falcks ambulanceudrykninger med blåt blink mere end 15 minutter om at nå frem. Det svarer til 9.711 kørsler. En gennemgang af sene udrykninger, som Politiken har foretaget, viser, at folk med hjerteanfald i flere tilfælde har måttet vente 30-40 minutter på en ambulance. Falcks Redningskorps, der står for næsten al ambulancekørsel uden for hovedstaden, er villig til at bringe alle udrykninger ned under 15 minutter. Det vil koste 175-200 millioner kroner mere og dermed øge de samlede ambulanceudgifter med 15 procent, siger direktør i Falcks Redningskorps, Allan Søgaard Larsen. »Jeg så gerne, at man sagde, at alle ambulanceture skulle være fremme inden for 15 minutter. I landområderne vil det være en stor forbedring, som vil øge trygheden markant«, siger han. Politisk uafklarethed I Folketinget har CD, Enhedslisten og Venstre flere gange rejst spørgsmålet om faste responstider for ambulancer, men det er hver gang blevet afvist af skiftende socialdemokratiske sundhedsministre. Sidste år stillede CD, Venstre og de konservative også forslag om at give patienter mulighed for at klage og få erstatning for sene udrykninger, fejl på alarmcentralerne og afslag på anmodninger om ambulance, men det kunne ikke samle flertal. Efter valget 20. november har regeringen mulighed for at gennemføre forslaget. »Det ligger på den flade hånd«, siger tidligere sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen (CD), der røg ud ved valget. Sundhedsminister Lars Løkke Ramussen (V) har ikke ønsket at svare på, om regeringen nu vil søge det tidligere forslag fra V, K og CD gennemført.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























