Søens folk har længe ment, at fordums skibsnavigatører, der lagde an ved øer i verdens største have, må have haft mandsmod. Først i sidste uge blev det afsløret, at det ikke var mandens mod, der var det vigtigste navigationsredskab, men derimod hans ædlere dele. På en international konference i Samoa i Polynesien er det kommet frem, at navigatørerne i gamle dage bogstaveligt talt sejlede røven ud af bukserne, idet de lod deres vitale vedhæng dingle uden for benklæderne. Navigatørerne lod nemlig deres testikler glide gennem vandet for at finde ud af, hvor skibet befandt sig. »Hvis deres testikler skrumpede, vidste de, at de var på vej væk fra land, idet vandet så bliver koldere«, sagde Penehuro Lafale, Samoas førende klimatolog, på konferencen, der var arrangeret af Macmillian Brown Centre For Pacific Studies under Canterbury University i New Zealand. Metoden kan imidlertid ikke anbefales i danske farvande, fastslår Søren Vestergaard, der er rektor for Marstal Navigationsskole. »Her på vores breddegrader tror jeg, at det ville være en uhyggelig kold fornøjelse at lade de ædlere dele glide gennem vandet. Og jeg har ikke meget fidus til metodens nøjagtighed«, siger Søren Vestergaard. Det vides ikke, hvilken effekt de kolde afvaskninger af navigatørernes ædlere dele havde på deres fertilitet. Men efter al sandsynlighed har fordums sømænd været yderst leveringsdygtige i efterkommere. Ifølge det engelske dagblad The Independent anbefaler mange læger nemlig, at man køler testiklerne for at øge spermproduktionen, og de fraråder nutidens navigatører, taxachaufførerne, at sidde stille for længe ad gangen. Chaufførernes fertilitet bliver svækket af, at de sidder og får varmet deres vitale vedhæng i bilen hele dagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























