En hellig ko i den danske straffelovgivning står måske til slagtning. Justitsminister Lene Espersen (K) er kritisk over for princippet om, at en handling kun kan straffes i Danmark, hvis den er ulovlig både herhjemme og i det land, hvor den er begået. En ophævelse af kravet om den såkaldte dobbelte strafbarhed vil indebære en langt større mulighed for at strafforfølge for eksempel pædofile, som tager på sexturist-ture til eksotiske lande, hvor loven ikke er så streng som i Danmark. Vigtigt tema i udvalget »Det nuværende krav om dobbelt strafbarhed bliver et meget vigtigt tema i det udvalg, som nu skal se på lovens regler om straffemyndighed - det vil sige hvornår forbrydelser begået i udlandet kan straffes i Danmark«, siger justitsminister Lene Espersen. Det nye udvalg, som ikke er nedsat endnu, blev besluttet af forhenværende justitsminister Frank Jensen (S) først og fremmest for at vurdere muligheden for herhjemme at straffe krigsforbrydelser, som er begået i andre lande. En million nye ofre Frank Jensen har tidligere i forbindelse med diskussionen om sexturisme afvist at ændre reglen om dobbelt strafbarhed. Kommerciel seksuel udnyttelse af børn er et problem, som på verdensplan kræver en million nye ofre hvert år. Det fremgår af en ny statusrapport fra UNICEF op til den anden verdenskonference om emnet, der finder sted i Yokohama, Japan, i næste uge. Sexturisme er kun en del af problemet, der også omfatter børneprostitution og børnepornografi. Danmark svigter »Men i Danmark svigter vi især, når det gælder en indsats mod sexturisme«, siger programkoordinator i Red Barnet Vernon Jones og fortsætter: »Jeg har kun kendskab til en enkelt sag, hvor en dansker er blevet dømt for børnesex i udlandet. På konferencen vil Danmark blive udsat for kritik, fordi vi ikke har lavet en handlingsplan mod kommerciel seksuel udnyttelse af børn, således som vi forpligtede os til på den første konference i Stockholm i 1996«. Han kalder Danmarks fastholden af den dobbelte strafbarhed for gammeldags og henviser til, at flere andre europæiske lande som for eksempel England, Tyskland og Sverige har ophævet den. Justitsministeriet peger til gengæld på, at Danmark siden den første konference i Stockholm i 1996 har gennemført en række lovændringer for at skærpe indsatsen mod seksuelt misbrug af børn: Det er blevet kriminelt at være kunde hos en prostitueret under 18 år. Det er strafbart at anvende børn og unge under 18 som pornomodeller. Forbuddet mod børneporno er udvidet til også at gælde internettet. Og forældelsen for straffelovsovertrædelser, der omhandler seksuelt misbrug af børn, er blevet forlænget. På det sociale område har arbejdet i en tværministeriel arbejdsgruppe blandt andet ført til oprettelsen af en ny funktion for seksuelt misbrugte børn på Rigshospitalet. Brug for mere viden »Men vi mangler viden og forskning i omfanget af seksuel udnyttelse af børn - både når det handler om sexturisme til udlandet og om pædofili og børneprostitution herhjemme, siger Vernon Jones, Red Barnet. Rapporten fra UNICEF peger på, at globaliseringen og den nye teknologi har været med til at øge bevægeligheden over landegrænserne og dermed har gjort det lettere både at udbrede børneporno og handle med børn fra land til land. Rapporten fra UNICEF indeholder rystende skæbneberetninger om, hvordan børn verden over lokkes, snydes, købes og sælges og med vold tvinges af voksne til en tilværelse som prostituerede.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























