V-politiker sigtet for valgsvindel

Lyt til artiklen

Roskilde Politi har sigtet kommunalbestyrelsesmedlem Inga Skjærris Nielsen (V) for valgsvindel i forbindelse med byrådsvalget i Ramsø Kommune på Midtsjælland. Valgsvindelen foregik på Viby Kro, hvor det blev opdaget, at der var sat et ekstra kryds med kuglepen ud for Inga Skjærris Nielsen på 70 stemmesedler, hvor vælgerne havde krydset for partiet Venstre. Inga Skjærris Nielsen er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 116 stk. 1, der handler om at forvanske resultatet af et valg. Det er en sigtelse, der kan give op til seks års fængsel. V ønsker hurtig afklaring Det er Venstre i Ramsø, der bekræfter oplysningerne om, at den sigtede er Inga Skjærris Nielsen. »Da vi ikke er bekendt med, hvad der konkret lægges til grund for den rejste sigtelse, og da Inga Skjærris Nielsen under hele sagsforløbet har nægtet sig skyldig, ser vi ingen grund til at ændre vores hidtidige opfattelse af sagen«, siger Venstres formand i Ramsø, Peter Jespersen, og formanden for Venstres gruppe i kommunalbestyrelsen, Lars Berg Olsen. De to Venstrefolk understreger, at man ikke vil drage forhastede konklusioner, men at partiet håber på en hurtig afklaring af sagen, der har påvirket alle involverede. Lille by »Det er en lille by, vi bor i, og siden sagen kom frem, har alle 10 tilforordnede, der var med til at tælle stemmerne op på kroen, kunnet føle sig mistænkt. Derfor har vi besluttet at fortælle, hvem den sigtede er«, siger Venstres lokale formand, Peter Jespersen, til Ritzau. Den socialdemokratiske borgmester i Ramsø Kommune Poul Lindor Nielsen bifalder Venstres beslutning om at offentliggøre navnet. Hvorfor trådte hun ikke frem? Men han finder det urimeligt, at der skulle gå så lang tid, før det kom frem, hvem der var under mistanke. »Der er gået fem dage, fra politiet besluttede at rejse sigtelse, indtil det kom frem, hvem den sigtede er. Det finder jeg urimeligt over for de ni andre tilforordnede, der var med til at tælle stemmerne op. De har jo alle været under mistanke. Hvorfor gik Inga Skjærris Nielsen ikke selv ud og fortalte, at det var hende, der var sigtet, så havde vi undgået mange unødige spekulationer«, mener borgmester Poul Lindor Nielsen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Inga Skjærris Nielsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her