Den unge politibetjent fik en kold skulder fra de mange kolleger, der onsdag var mødt frem for at høre ham vidne mod to andre betjente i Københavns Byret. Ingen vekslede et ord med ham, før retsmødet begyndte. På de fyldte tilhørerrækker lå sympatien hos de to korpsfæller, der er tiltalt for at have truet deres unge kollega, efter at han har anmeldt og vidnet i en sag om politivold. Blev frosset ud Han har måttet vænne sig til lidt af hvert, efter at han forrige sommer sammen med flere andre kolleger anmeldte og vidnede mod en politibetjent fra Station 1, der overfaldt en anholdt i en transportvogn og bankede hans hoved ind i væggen. Den voldelige betjent blev idømt 60 dages fængsel i først byretten og siden landsretten. I vidneskranken fortalte den unge betjent i går, hvordan han og hans medanmeldere var blevet frosset ud af det kollegiale samvær. De blev kaldt 'stikkerdelingen' og var skiftevis blevet nedstirret, peget ad og totalt ignoreret af mange andre politifolk. Han kendte faconen, da det en nat i maj kom til skænderi mellem ham og to tiltalte kolleger på Nat Cafeen i Gothersgade i København. De tiltalte siger, der blot var tale om et trivielt værtshusskænderi på grund af en pige, og at det tog fart, fordi den unge betjent lovede en af dem tæv og kaldte ham 'svans'. »Jeg har ikke truet nogen med tæsk, og jeg har ikke kaldt nogen svans eller bøsse«, sagde den unge betjent i sin vidneforklaring. Men han var blevet vred, da den ene af de tiltalte - som han ikke kendte i forvejen - havde refereret til voldssagen i transportvognen med ordene: »Vi er fandeme mange, der kender dig. Kunne du høre kraniet knase?«. Nogle på huden Så var festen slut for hans vedkommende. Sammen med sine to venner overvejede han, hvordan de kunne slippe ud af det fyldte værtshus: »Jeg var bange for, hvad der kunne ske. Det er min overbevisning, at hvis ikke jeg havde haft to kammerater med, havde jeg fået nogle på huden«, sagde vidnet. De foretog et organiseret tilbagetog, hvor vidnet gik forrest med pigen, og en af vennerne dækkede hans ryg. Men ude på fortovet blev de indhentet af den anden af de tiltalte - der har tilnavnet 'Overarmen'. Han belærte vidnet om, at han ikke skulle være arrogant, men have respekt for ældre kolleger: »Han var meget ophidset. Hans ansigt var helt forvredet. Han sagde, der er kold luft, din svans. Kan du mærke, at luften er kold. Du er færdig i København. Alle sætningerne blev afsluttet med 'din svans' eller 'bøsserøv'«, fortalte den unge betjent. Han fornemmede, at der var øretæver i luften: »Jeg prøvede på at slappe af og holdt hænderne helt nede og lavede ikke nogen bevægelser, der kunne misforstås«, fortalte han i vidneskranken. Han havde ikke været i tvivl om meningen, forklarede han, medens de to tiltalte stirrede intenst på ham fra anklagebænken. Kravet om, at han skulle vise respekt for ældre kolleger, tog han som udtryk for, at han åbenbart ikke kendte sin rette plads. Af de andre sætninger forstod han, at han var færdig i Københavns Politi: »Jeg opfattede det sådan, at min fremtid ville være ret begrænset - i al fald i Københavns Politi. Der var tale om min fremtid - eller snarere manglen på samme«, sagde den unge betjent. Retssagen fortsætter torsdag med procedure. Dommen ventes også at falde torsdag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























