Nedlæg de små sygehuse og lug ud i det mange akutte afdelinger, hvor lyset brænder hele natten og lægen venter på patienterne. Det er rådet fra lægekredse til amterne, hvis de vil lægemanglen til livs - og i øvrigt slippe for at betale 28.000 kroner for at få dækket en weekendvagt. Både Den Almindelige Danske Lægeforening, Yngre Læger og Foreningen af Speciallæger taler med én tunge, når de anbefaler at reducere antallet af døgnåbne afdelinger, som kan modtage akutte patienter. Amtsrådsforeningen vil ikke blande sig Den seneste opgørelse fra Amtsrådsforeningen er tre år gammel, og den viser 292 afdelinger med lægeberedskab døgnet rundt. Ifølge foreningens formand, Kresten Philipsen (V), er tallet siden blevet mindre, og han forventer fortsat neddrosling af de døgnåbne afdelinger. Til gengæld frabeder han sig indblanding: »Det kommer nok helt af sig selv, når amterne bliver trætte af at betale 28.000 kroner for at få dækket en weekendvagt. I øvrigt skal sygeplanlægningen i det enkelte amt ske i takt med befolkningens ønsker, og man kan bare lægge en linial ud over kortet og lukke afdelinger efter en matematisk model«, siger han og advarer imod at tro, at lægemanglen er løst ved at lukke et par nathold ned. »På mange af de små sygehuse er der kun en medicinsk og en kirurgisk afdeling med døgnberedskab, og det kræver altså ikke de mange lægekræfter. Til gengæld giver det ofte en god tryghed i lokalsamfundet, at muligheden for akut hjælp er til stede«, siger han og minder de lægelige foreninger om, at der også blandt deres medlemmer er heftig modstand, når politikerne ønsker at nedlægge et mindre sygehus eller en akut afdeling. Venter på de nye læger Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil ikke påtage sig at nedlægge sygehuse for amterne. »Jeg driver ikke sygehuse, men sygehuspolitik«, som han siger og tilføjer: »Men det er klart, at vi på den korte bane - mens vi venter på, at det ekstra indtag af medicinstuderende bliver til læger - skal udnytte lægerne maksimalt. Og det sker jo ikke ved, at de sover på en nattevagt, fordi der ikke er patienter«, siger han og henviser til flere initiativer, som allerede er på vej: Et nyt udvalg, som bliver nedsat i løbet af en god uges tid, skal med henblik på de forestående overenskomstforhandlinger komme med ideer og indspark til mere fleksible løsninger på arbejdstid, opgavefordeling, faggrænser osv. Rådgivende udvalg Samtidig skal et nyt og permanent rådgivende udvalg komme med inspiration til, hvordan amterne får mere energi ud af sygehusene end det er tilfældet i dag. Yderligere vil Løkke Rasmussen fortsætte, hvor forgængeren Arne Rolighed (S) slap med at få udenlandske læger ud på de danske afdelinger, og endelig peger han på, at den nye regering er på vej med en økonomisk saltvandsindsprøjtning på størrelse med 1,5 milliarder kroner til de afdelinger, der har venteliste. »Alt i alt skaber det så meget pres på amterne, at de er nødt til at udnytte arbejdskraften bedre - og det betyder også en sygehusplanlægning, hvor alle har travlt hele tiden. Og at de vel at mærke har travlt med det centrale - altså lægerne med at behandle i stedet for at sidde i bagvagt«, siger ministeren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























