Saddam har flere spioner i Danmark

Lyt til artiklen

På en lille café ved middelhavskysten sidder en lille mand i et slidt jakkesæt og fortæller. Han sprang fra sin stilling som generalløjtnant i den frygtede irakiske efterretningstjeneste, Mukhabarat, i oktober i år. Ifølge New York Times har både CIA og FBI afhørt ham om Iraks forbindelse til Osama bin Laden og hans al-Qaeda-terrornetværk. Da han får spørgsmålet om, hvorvidt han kender til irakiske agenter i Danmark, lyser ansigtet op i et lille smil, og han udbryder: »Mughtariben«. Mughtariben er navnet på en hjemstavnskonference for eksilirakere, som bliver afholdt hvert andet år af Iraqi Expatriate Association i Bagdad. »Det er herfra, vi rekrutterer folk til at arbejde for efterretningstjenesten. Sidste år skrev en skandinavisk delegation et brev til Saddam Husseins søn Uday Hussein, hvor de tilbød at arbejde ubetinget for Irak og den irakiske revolution. De var meget ivrige, og jeg fik til opgave at deltage i Mughtaribenkonferencen for at interviewe de omtalte personer og finde egnede emner til efterretningsarbejdet. Vi fandt syv fra Danmark, en fra Norge og to fra Sverige«.

Hvad slags arbejde sætter I dem til at lave, og hvilken profil søger du, når du skal finde egnede emner?
»Folk som deltager i konferencen er perfekte emner til efterretningsarbejdet, fordi de allerede bor i landet. De kender til landets institutioner og samfundets struktur, og samtidig behøver vi ikke at bekymre os om at få dem ind i landet. De kan rejse frit frem og tilbage mellem deres hjemland og Irak. Det bliver arrangeret sådan, at de ikke får stemplet deres pas ved ind- og udrejse. På den måde kan de danske myndigheder umuligt tjekke deres aktiviteter. Hvad de helt præcist laver, ved jeg ikke. Mit arbejde bestod kun i at rekruttere og oplære folk til Mukhabarat. Når de var ude af landet, var mit arbejde sådan set færdigt«. Det vil sige, at du overhovedet ikke kender til deres arbejdsområder? »Ud fra den viden jeg ellers har, bliver de eksilirakere, som arbejder for efterretningstjenesten, kun brugt til mindre opgaver. De koncentrerer sig om at infiltrere den irakiske opposition i flygtningemiljøet. Andre opgaver kan være at skabe kontakter til virksomheder af kommerciel art og indsamle informationer, som kan bruges i andre efterretningssammenhænge. De laver ikke egentlige operationer, men bliver brugt til at lave grundarbejdet, før de egentlige efterretningsofficer eventuelt træder til. Det kan være at skaffe transportmuligheder og bolig. De vil ofte stå for det praktiske arbejde«. Afhopperen fortæller, at han stod for den overordnede ledelse af træningen af de såkaldte Fedayeed Saddam - Saddams kæmpere. Han tilså træningen i henrettelsesteknikker, sabotage og spionage. Papirerne om spionagearbejdet kunne han ikke få smuglet ud af landet, fortæller han. »Mine papirer i Nordirak viser, at der findes en irakisk efterretningsstation i Danmark med en efterretningsofficer som øverste leder og syv eksilirakere tilknyttet ham. Der findes i alt 14 efterretningsstationer fordelt ud over Europa og Mellemøsten. For hvert land er der udarbejdet en plan, som er unik for det land. Men jeg har aldrig set arbejdsplanen for Danmark«. PET: Interessant Forelagt interviewet siger chefkriminalinspektør Hans Jørgen Bonnichsen, Politiets Efterretningstjeneste, at oplysningerne er »meget interessante«. »Vi læser oplysningerne med interesse, og vi finder dem langt hen ad vejen sandsynlige, da de er tæt på de oplysninger og efterretninger, vi er i besiddelse af i øjeblikket. De vil indgå i vores efterforskning«, siger han. PET har tidligere modtaget oplysninger og efterretninger om, hvordan agenterne undgår stempler i deres pas. Hertil kommer efterretninger om, at disse konferencer blandt andet bliver anvendt som dække for at hverve agenter, oplyser Hans Jørgen Bonnichsen. Til gengæld har PET ikke tidligere hørt om brevet til Saddam Husseins søn. »De helt konkrete oplysninger om, at man har fundet præcis syv egnede emner på konferencen, det er helt nye oplysninger for vores specialist på området. Ligesom de konkrete oplysninger om, at der i Danmark er en decideret efterretningsorganisation, som ledes af en efterretningsofficer«. Hvad med oplysningen om, at der findes 14 efterretningsstationer fordelt ud over Europa? »Vores vurdering er som sagt, at de oplysninger, I har fået, er sandsynlige«, siger Hans Jørgen Bonnichsen. Ud over agenthvervningen er Mughtaribenkonferencens formål legitimt. Irak forsøger at bremse de handelssanktioner mod Irak, som har ramt den civile befolkning hårdt. Ved den seneste konference i Bagdad deltog anslået mellem 30 og 50 herboende irakere, og man kan altså ikke sætte lighedstegn mellem deltagelsen i konferencen og agentvirksomhed. Fint besøg Politiken er i besiddelse af den afsluttende rapport fra den seneste Mughtariben-konference, der blev afholdt sidste år fra 15. til 19. april. Vicestatsminister Tariq Aziz var til stede på konferencen sammen med mange repræsentanter og embedsmænd fra Baathpartiet. Det fremgår også af referatet, at en navngiven vicepræsident for Mughtaribenkonferencen bor i Danmark. Det er ikke lykkedes for Politiken at komme i kontakt med ham. »Vi ved fra vores efterforskning, at man har afdelinger rundt omkring i flere europæiske lande, og at man antager, at formanden for de lokale afdelinger alle sammen kaldes vicepræsidenter. Det er ikke specielt dansk«, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her