Det er lykkedes for Saddam Husseins styre i Irak at opbygge en såkaldt efterretnings-station i Danmark. Efterretningsstationen arbejder ud fra skriftlige retningslinjer udarbejdet specielt for Danmark, og lederen er en efterretningsofficer fra den irakiske efterretningstjeneste, Mhukabarat. Det fortæller en afhoppet generalløjtnant fra den irakiske efterretningstjeneste i et interview med Politiken iBeirut. Han hoppede af i oktober og har ud over undervisning i henrettelsesteknik og sabotage personligt stået for hvervningen af irakiske agenter, der opererer i bl.a. Danmark, Norge og Sverige. Syv menige agenter »I Danmark er syv eksil-irakere tilknyttet efterretningsstationen som menige agenter. De er en del af et netværk på 14 efterretningsstationer fordelt over Europa og Mellemøsten«, forklarer den tidligere generalløjtnant, der er blevet afhørt i Tyrkiet af både den amerikanske efterretningstjeneste CIA og forbundspolitiet FBI. Politiets Efterretningstjeneste (PET) har tidligere i år bekræftet, at der findes irakiske agenter i Danmark. Forelagt interviewet kalder PET de nye detaljerede oplysninger for »sandsynlige«. »Sammenhængen mellem det, han siger, og det, vi ved i forvejen, ser yderst fornuftig ud. Men der er også oplysninger, som er nye for os. Blandt andet de konkrete tal, samt oplysningen om, at der skulle være placeret en decideret efterretningsofficer i Danmark. Det vil indgå i vores efterforskning«, siger chefkriminalinspektør Hans Jørgen Bonnichsen, PET, der nu vil tage kontakt til andre samarbejdspartnere. »Det sker, for at vi kan få et overblik over eventuelle trusler og de styrker, gruppen måtte have«, siger han. Afhopperen siger, at han senest hvervede syv agenter til efterretningsarbejdet i Danmark ved en hjemstavnskonference, Mughtariben, for eksil irakere i Bagdad 15. til 19. april sidste år. »Deltagerne i konferencen er perfekte emner til efterretningsarbejdet, fordi de allerede bor i et fremmed land. De kender til landets institutioner og samfundets struktur, og samtidig behøver vi ikke at bekymre os om at få dem ind i landet«, siger han. Ifølge afhopperen koncentrerer de menige agenter sig om at infiltrere den irakiske opposition i Danmark. De skaber også kontakter til private virksomheder. Eventuelle aktioner står efterretningsofficerer for. PET havde i forvejen mistanke om, at netop disse Mughtariben konferencer blev anvendt som dække for at ansætte agenter, oplyser Hans Jørgen Bonnichsen. Vicepræsidenten bor i Danmark Ifølge Politikens oplysninger bor vicepræsidenten fra Mughtaribens danske afdeling i København. På internationalt plan er mistanken rettet mod det irakiske agentnetværk i Europa, fordi den formodede operationelle leder af terrorhandlingerne mod USA, Mohammed Atta, angiveligt har besøgt en irakisk efterretningsagent i Prag forud for angrebet mod World Trade Center. PET oplyser, at man intenst undersøger, om der er forbindelse mellem Osamas bin Ladens al-Qaeda- terrornetværk og eventuelle mistænkte i Danmark. »Men til dags dato er sådan en forbindelse ikke konstateret«, siger Hans Jørgen Bonnichsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























