Fremover er det ikke sikkert, at Røde Kors-flaget vil vaje ved indgangen til de fleste af landets asylcentre. Igennem det seneste år har Udlændingestyrelsen gennem firmaet Cowi Consult undersøgt mulighederne for at udlicitere driften af landets asylcentre. Undersøgelserne er så fremskredne, at organisationerne Red Barnet og Dansk Flygtningehjælp i dag er inviteret til møde i Udlændingestyrelsen, hvor de vil blive spurgt, om de er interesserede i at drive asylcentre. Her vil svaret være ja fra Dansk Flygtningehjælp. Nye aspekter »Vi kan tilføre driften nye aspekter. Vi har i forvejen et samarbejde med kommunerne og arbejder med rådgivning og hjemsendelse af flygtninge. Derudover har vi sprogundervisning af flygtninge og erfaring i at arbejde med traumatiserede flygtninge«, siger pressechef i flygtningehjælpen, Sofie Rud. Hun understreger, at Dansk Flygtningehjælp ikke er ude på at genere Dansk Røde Kors. »Vi har ikke taget initiativ til mødet. Det er os, der er blevet inviteret af Udlændingestyrelsen«, siger hun. Dansk Røde Kors ønsker derimod ikke at opgive asylcentrene. »Det falder i overensstemmelse med vores værdigrundlag at drive asylcentre. Vi har en interesse i at gøre en indsats for folk, der har det svært. Vi har gjort en forskel i vores arbejde, og det er heller ingen tilfældighed, at folk kommer rejsende fra udlandet for at lære af os«, siger chef for asylafdelingen i Dansk Røde Kors, Jørgen Chemnitz. Røde Kors driver 50 centre Dansk Røde Kors står i dag for driften af cirka 50 asylcentre, mens Beredskabsstyrelsen driver fire såkaldte indkvarteringscentre. Udlændingestyrelsen har længe forsøgt at få kommunerne til også at drive asylcentre, men foreløbig har kun Hanstholm Kommune indvilliget. Ifølge administrationschef i Udlændingestyrelsen Poul Mose Hansen er der ikke taget beslutning om, at driften skal udliciteres. Men Rigsrevisionen pålagde i slutningen af 1990'erne Udlændingestyrelsen at undersøge, om andre kan drive centrene bedre og billigere end Dansk Røde Kors. Det koster staten cirka en milliard kroner om året at drive de nuværende centre. »Vi støver i øjeblikket markedet af for at se, hvem der vil kunne gøre det, og hvem der er interesserede. Men vi har på forhånd ingen præferencer«, siger Poul Mose Holm. Han understreger samtidig, at undersøgelsen intet har at gøre med regeringsskiftet. ISS ønsker ikke centre Også ISS har været inde i billedet, men er ikke interesseret. »Vi driver asylcentre i Norge, men har ikke taget stilling til, om vi også vil gøre det i Danmark. Foreløbig er det dog ikke aktuelt«, siger koncerninformationschef i ISS A/S Martin Broberg. Politiken erfarer, at også Falck har fået en føler, men har afvist den. Derfor samler opmærksomheden sig nu om Red Barnet og Dansk Flygtningehjælp. Red Barnet ønskede i går ikke at oplyse over for Politiken, om de er interesserede.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























