Prisen på en asylansøger varierer, alt efter hvilket asylcenter vedkommende bliver indkvarteret i. Det konkluderer en netop færdiggjort rapport fra Cowi Consult. Rapporten er bestilt af Udlændingestyrelsen. Hos Dansk Røde Kors er prisen for en asylansøger 81.809 kroner, men bliver personen derimod sendt til Hanstholm Kommune, der driver et asylcenter, eller til en af Beredsskabsstyrelsens fire såkaldte indkvarteringscentre, er prisen nede på 51.197 kroner. Rapporten forklarer prisforskellen med, at Dansk Røde Kors varetager »forskellige overordnede koordinationsopgaver«, som de andre ikke gør. Asylchef i Dansk Røde Kors, Jørgen Chemnitz, er imidlertid utilfreds med den forklaring. »Rapporten giver ikke et retvisende billede. Den nævner slet ikke, at vi derudover løser en lang række andre opgaver. Blandt andet tager vi os af uledsagede flygtningebørn samt syge og sårede, og så har vi et meget stort beredskab. Det betyder selvfølgelig, at prisen hos os stiger«, siger han. Udlicitering Rapporten gennemgår mulighederne for at udlicitere asylområdet og de opgaver, der i så fald vil følge med. Såfremt Udlændingestyrelsen beslutter at udlicitere driften, vil det ifølge rapporten i første omgang ske ved et pilotprojekt i en eller to regioner og omfatte omkring 1.000 asylansøgere. »Netop ved at udbyde opgaven i forholdsvis store enheder søges der skabt grundlag for, at fremtidige operatører skal kunne opnå stordriftsfordele samt synergier i opgaveløsningen«, hedder det i rapporten. Rapporten overlader det til Udlændingestyrelsen at konkludere, om udlicitering vil være en fordel.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























