R frygter for bistandsmålsætninger

Lyt til artiklen

Det Radikale Venstre frygter, at VK-regeringen bliver nødt til at gøre vold på Folketingets principper for Danidas ulandsbistand, når udenrigsminister Per Stig Møller (K) skal til at udmønte sin planlagte besparelse på 1,5 mia. kr. Så nu vil partiet have udenrigsministeren til at forklare sig i et samråd i udenrigsudvalget, siger den radikale udenrigsordfører, Morten Helveg Petersen. »Jeg er bekymret for, at den fælles tradition, vi har i Folketinget for kriterierne, skal blive brudt«, siger Morten Helveg Petersen med henvisning til Folketingets gamle samarbejde hen over midten om flerårige forlig på området. Indrag støtte til palæstinenserne Udenrigsministeren har sagt, at embedsmændene skal finde besparelserne de steder på Danidas budget, »hvor der er smurt så tyndt på, at langtidseffekten udebliver«. Desuden vil Per Stig Møller bl.a. inddrage direkte støtte til regimer, når de forbryder sig mod menneskerettigheder og demokrati - som f.eks. det palæstinensiske selvstyre, der har fået dansk støtte til politi og domstole. »Støtten til palæstinensernes politi og domstole går netop ud på at udvikle demokrati og menneskerettigheder. Udenrigsministerens udtalelser giver stor forvirring i forhold til, hvad Venstre og De Konservative sagde i valgkampen om ulandsbistanden«, siger Morten Helveg Petersen. Foruden demokrati og menneskerettigheder har Danmark som princip for ulandsbistanden, at den skal fremme også f.eks. fattigdomsbekæmpelse, miljø og ligestilling. Foreløbig har Per Stig Møller afviste at sige mere konkret, hvor han vil skære på Danidas budget. Dog har udenrigsministeren slået fast: »En større del af bistanden skal gå til fattigdomsbekæmpelsen og til at øge kvinders inddragelse i udviklingen. Men når man giver penge til dommere i Kina, til politi i Palæstina og til fængselsvæsen og militær i Sydafrika, så har jeg svært ved at se fattigdomsorienteringen. Så er vi kommet for langt væk fra hovedmålsætningen«, siger Per Stig Møller.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her