VK-regeringen fik i aftes politisk opbakning til at tilbyde USA at sende danske specialtropper og fly til Afghanistan for at deltage i de afgørende kampe mod Osama bin Ladens al-Qaeda-terrornetværk. Samtidig vil regeringen give 200 millioner kroner ekstra til humanitær bistand i Afghanistan. »Vi må forudse, at den militære aktion fortsætter, indtil al-Qaeda-netværket er optrævlet og bin Laden pågrebet. Derfor er regeringen indstillet på at vise kontant opbakning til den fortsatte aktion i form af et militært bidrag«, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) efter et møde i Folketingets udenrigspolitiske nævn. Regeringen har tilbudt amerikanerne en pakke, der spænder »fra flyassistance til indsættelse af specialstyrker«, oplyste statsministeren. Hverken han eller forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) ville i aftes oplyse nærmere om indholdet af pakken. Men mulighederne er formentlig F16-fly, Hercules-transportfly og specialuddannede styrker som jægersoldater. Velkomment bidrag Om Danmark skal bidrage, og i så fald hvordan, skal nu drøftes med amerikanerne. Men Anders Fogh Rasmussen mente, at regeringen har belæg for at mene, at et dansk bidrag vil være »yderst velkomment«. Den vurdering baserer regeringen på meldinger fra de danske forbindelsesofficerer, der opholder sig på den amerikanske kommandocentral i Tampa i Florida. »Vi har en opfattelse af, at det vil være nyttigt. Men der er ingen officiel henvendelse«, sagde Svend Aage Jensby i aftes. Flere andre NATO-lande, blandt andre Norge, har givet USA tilsvarende tilbud. S bakker op VK-regeringens udspil følger den tidligere regerings linje i krigen mod terrorisme og får fuld opbakning fra Socialdemokratiet. »Vi har samme holdning i dag, som vi har haft siden de forfærdelige terrorangreb 11. september. Vi vedstår, at vi er parate til at hjælpe i kampen mod terrorismen«, sagde tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S). Regeringen har besluttet at bruge 200 millioner kroner ekstra til humanitær indsats i 2002 samt mindst 100 millioner kroner om året til genopbygning i de kommende fire til fem år. Genopbygningen af Afghanistan ventes i alt at koste omkring 80 milliarder kroner. Anders Fogh Rasmussen står ved det danske tilbud om at stille tropper til en fredsbevarende styrke efter Berlin-aftalen om en overgangsregering. Men han forventer ikke, at det bliver aktuelt. »Endnu er det uklart, hvori den internationale styrke skal bestå, og hvad dens opgaver bliver. Hvis sådan en styrke bliver aktuel, vil den nok hovedsagelig komme til at bestå af tropper fra muslimske lande«, siger Anders Fogh Rasmussen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























