Nej til ny storlufthavn ved Århus

Lyt til artiklen

Det Midtjyske Lufthavnsråd graver nu planerne om en ny stor international lufthavn ved Århus ned igen. Tankerne om en storlufthavn var blusset op, efter at valget i november gav Danmark en borgerlig regering og Århus Kommune en Venstreborgmester. Men den ny trafikminister Flemming Hansen (K) er ikke tilhænger af, at der kommer en ny århusiansk storlufthavn, skriver Århus Stiftstidende. En rundspørge for avisen har vist, at et flertal i det nye Århus Byråd og Århus Amtsråd ikke ønsker en ny storlufthavn placeret i Århus Kommune. 'Danmark er ikke stort nok' »Den store lokale modstand mod en ny lufthavn og de meget klare udtalelser fra fremtrædende lokale politikere har en betydning. Min personlige holdning er, at Danmark ikke er stor nok til tre storlufthavne. Det er bedre at fortsætte med at forbedre vejene til Billund, som vi er i gang med«, siger Flemming Hansen. Ministeren vil dog først tage endelig stilling til sagen, når han får en konkret ansøgning. Men det gør han ikke, siger næstformand i Det Midtjyske Lufthavnsråd Søren Fischer, der er adm. direktør for Randers Tandhjulsfabrik. 'Vi graver kødbenet ned' »Hvis sagen politisk er en død sild, så gør vi ikke mere. Al forarbejdet er gjort, men nu graver vi kødbenet ned. Og det kommer først op, hvis politikerne beder os om det. Vi er ikke fantaster, og der er grænser for, hvor mange slag man behøver at få over snuden«, siger Søren Fischer. Det Midtjyske Lufthavnsråd med repræsentanter fra flere fremtrædende virksomheder i Midtjylland har gennem flere år været ivrig for at få lavet en ny storlufthavn tæt på Århus, der skulle erstatte lufthavnen i Tirstrup på Djursland. Lufthavnsrådet har lavet et grydeklart prospekt for lufthavnen og ønskede, at der blev bygget ved Thomasminde omkring 12 km nord for Århus centrum for 1,9 milliarder kroner. Veje og togspor i forbindelse med lufthavnen ville koste yderligere omkring 1 milliard kroner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her