Minister afviser kritik af retskommissorium

Lyt til artiklen

Justitsminister Lene Espersen (K) afviser, at regeringens nye kommissorium til Straffelovrådet skulle være en politisk spændetrøje. Lene Espersen har bedt rådet om at gennemgå straffeloven inden den 1. juli næste år, samtidig med at hun allerede nu bebuder højere strafferammer for blandt andet vold og voldtægt. »Der er ikke tale om at lægge Straffelovrådet i flere spændetrøjer. I forvejen skulle rådet forholde sig til de gamle strafferammer. Nu skal det bare forholde sig til de nye«, siger justitsministeren. Formanden for Straffelovrådet, højesteretspræsident Jacques Hermann, har ellers sagt, at det nye kommissorium ikke giver plads til de helt store armbevægelser. Straffelovrådet skal udarbejde en rapport med forslag til, hvordan regeringen kan gennemføre stramninger i straffeloven, sådan som regeringspartierne lovede i valgkampen. Men da regeringen allerede varsler, at den vil komme med lovstramningerne efter nytår, må Straffelovrådet vente på regeringens udspil, før det kan arbejde videre med det område. Samtidig er Straffelovrådet blevet bedt om at gøre sit arbejde hurtigere færdig end planlagt, selv om Jacques Hermann tror, at rådet ikke kan blive færdig før udgangen af næste år. Lene Espersen understreger dog, at hverken det nye kommissorium eller hastværket er en desavouering af Straffelovrådet, som blev nedsat for mere end to år siden. »Vi har ikke ønsket at underkende arbejdet i Straffelovrådet. Derfor var det bedre at ændre kommissoriet, så man tog de nye ting ind i betragtning - ikke blot regeringens forhøjelse af strafferammerne men også EU»s terrorpakke, som er kommet senere. Samtidig har vi ønsket, at man blev rimeligt hurtig færdig«, siger justitsministeren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her